Kronik: Magt, omsorg eller underholdning

Del artiklen:
Laust Westtoft er Strategisk- og politisk chef i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud.
Laust Westtoft er Strategisk- og politisk chef i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. - Foto: Presse

Hvornår er en handling magt? Hvornår er det omsorg? Og hvornår bliver det til underholdning? Hver dag bliver der udøvet magt i Danmark. Og hver dag står professionelle omsorgspersoner i det dilemma. Som samfund er vi nødt til at anerkende deres dilemma åbent. Mediernes fremstilling af magten risikerer på sigt at skade børnene, fordi man af frygt for forsider og tv-udsendelser viger uden om dilemmaet og undlader den omsorgsfulde magt.

Af Debattør, Laust Westtoft, politisk- og strategisk chef i Landsorganisationen for Sociale Tilbud - LOS, [email protected]

Det vil nok være de færreste forældre, der kan afvise, at de på et tidspunkt har udøvet magt over for deres børn. Børstet det modvillige barns tænder eller holdt det fast ved en vaccination. Eller holdt barnet tilbage, når det var på vej over en befærdet vej. Omsorg kalder vi det. Og de fleste vil nok frabede sig et kamera i nakken eller, at børnenes udsagn stod til troende, når de fortalte andre om urimeligheden i tandbørstningen eller respekten for det røde lys i krydset. Og at opbakning til den umiddelbare urimelighed ikke kom fra deres venner i hulen i baghaven men fra journalister i landets store mediehuse.

Medierne skal arbejde frit og sætte fokus på det, de mener er korrekt. Det er en del af deres opgave at være med til at sikre, at også børnene har mulighed for at komme til orde. Vi skal ikke her gå ind i det konkrete i de sager, som TV2 fremkom med i dokumentaren ”Nødråb fra børnehjemmet”. Dokumentaren er ikke første gang medierne beskæftiger sig med temaet, og det bliver næppe det sidste. Medierne vender vi tilbage til senere.

Respekt for det komplekse

Anbragte børn i udsatte og sårbare positioner bevæger sig inden for en verden af næsten ubegribelig kompleksitet. Mange af børnene har været svigtet tidligt i deres korte liv, de har set ting i hjemmet med vold og druk, som små børn ikke bør se, og de er måske belastede af psykiatriske diagnoser. Det er svært at forestille sig, hvor dårligt nogle børn har det i det danske samfund.

Det er i den kontekst, at vi skal debattere den magtanvendelse, som vi indledte med. For her handler det ikke kun om tandbørstning. Og her er reglerne ganske anderledes end hjemme hos de fleste. I LOS har vi indsamlet et helt katalog af eksempler fra hverdagen på opholdssteder. Lad os tage et par helt konkrete eksempler fra virkeligheden.

Hvis en ung ikke vil i skole, kan vi ikke sige; ”kan du så komme afsted kammerat, du skal i skole”. Ligeledes må vi heller ikke sige; ”hvis du ikke tager i skole, så kan du heller ikke køre gokart i eftermiddag”. Den sporadiske skolegang gør det meget vanskeligt at gennemføre et forløb, f.eks. med henblik på at tage 9. klasses eksamen i dansk.”

”Hvis en overvægtig ung overspiser, må vi ikke forhindre ham/hende i det og sige ”Nu skal du ikke have mere”. Vi kan appellere, men er den unge ligeglad, er der intet vi kan gøre og han/hun kan spise, indtil han/hun kaster op.”

”Vi må ikke tvinge en ung til at køre med cykelhjelm, når vi kører mountainbike i skoven. Hvis vi forklarer den unge, at vi så ikke kan køre, bliver det opfattet som en straf.”

Omsorg eller magt
Dilemmaerne er helt tydelige her. Om de nævnte eksempler er i den milde grad, hvor man måske pædagogisk kan vælge lade stå til. Men hvad sker der, når en dreng på 10 år bevæger sig hen til en stærk trafikeret vej, og det pædagogiske personale stopper ham fra at løbe ud på vejen. Ja, så må de indberette det som en magtanvendelse. Eller når tre 17-årige drenge har lukket døren til værelset, hvor de er i gang med at drikke tre flasker vodka. Da pædagogen banker på, vil drengene ikke lukke pædagogen ind, men pædagogen går ind – og fjerner de tre flasker. De fleste forældre vil nok gøre det samme. Men for pædagogen skal det indberettes som en magtanvendelse. Det er tre indberetninger til statistikken. Men hvad siger den statistik om omfanget af omsorg?

Som en leder af et opholdssted siger: ”Generelt har vi fået at vide, at de unges selvbestemmelsesret er ukrænkelig. Min holdning er, at hvis min datter på 16 år siger ” jeg skal lige mødes med 5 fyre på 22 år”, så vil jeg forklare hende, at det er en dum ide. Hvis hun insisterer, vil jeg sige ”du skal ikke afsted”. Hvis hun fortsat insisterer, vil jeg sige ”hvis du tager afsted, så får det X konsekvens”.
Når vi har med anbragte børn at gøre, så kan vi kun appellere. Vi kan ikke sige ”Nej” eller opstille konsekvens på trods af, at vi arbejder med empati- og tilknytningsforstyrrede unge, der ikke kan nås gennem tale, men har behov for ydre styring, indtil de selv kan styre forsvarligt. ”

Eller som en anden leder sagde: ”Socialtilsynet siger til os: I må ikke fjerne brødknivene, selvom en borger tænker på selvmord. Og sådan kan vi blive ved… der et sket et skred i at måtte hjælpe sine medmennesker i dette land, især inde for psykiatrien.”

Selvbestemmelse er vigtig

Så bliver sammenligningen med hverdagens problemer hjemme med teenagebørnene noget urealistisk. Det her er langt mere komplekst. Og der er ikke et enkelt svar. For dilemmaet er der jo.
Selvbestemmelsen er ufattelig vigtig, men vi bør være optaget af, hvorvidt en krænkelse af selvbestemmelsesretten udføres med omsorg eller magtdemonstration for øje. Spørg en pædagog på et opholdssted, hvor meget de arbejder med netop dette. Og derfor skal der selvfølgelig være regler om magtanvendelser. Men med regler om et så konfliktfyldt område, skal der også først og fremmest være en åben og seriøs debat.
Vi er nødt til at sige det åbent. Dette er komplekst. Alene respekten for dette er en anerkendelse af de mennesker, der står i situationen. For selvom man mener at have gjort det rigtige i situationen, så betyder det noget, at der betragtes som en magtanvendelse og fylder som sådan i en statistik.

Det er væsentligt at se nærmere på, hvornår praktikerne tilsidesætter loven og anvender magt – ikke mindst hvilken magt er det, de reelt udfører? Og hvilke etiske og menneskelige overvejelser de gør sig i den forbindelse? En stor del af det pædagogiske personale på det specialiserede socialområde oplever, at magtanvendelsesbekendtgørelsen forhindrer dem i at udøve de nødvendig omsorg for borgeren. Indimellem kan de borgere, som det pædagogiske personale skal tage vare på, ikke nås via pædagogisk guidning. I sådanne situationer oplever personalet at stå i et dilemma: hvornår skal mangel på rettidig indgriben og omsorgspligt tilsidesættes for ikke at udøve magt overfor borgeren? Det er desuden interessant at blive klogere på hvilken form for magt, de anvender, når de sætter omsorg over magt.

Brug for dialog om magt og omsorg

Vi har altså brug for at tale om forholdet mellem magt og omsorg. Men i den sammenhæng er det også vigtigt, hvordan vi gør det. Og her vender vi tilbage til mediernes rolle. Lige i øjeblikket er det TV2-dokumentar, der sætter fokus på området. Næste uge er det et andet medie. Socialområdet er i medieorkanens øje hele tiden.

I grunden er det fuldt forståeligt, fordi der er masser af konflikt, og fordi det for en stor del handler om borgere, der har brug for pressen som talerør. Men det er ikke konflikter, der egner sig til den journalistiske metode, hvor man vinkler hårdt på konflikten. Betyder det så, at vi ikke skal høre børnenes stemme. Slet ikke. Vi skal blot have alle stemmer frem. Vil journalisterne have den virkelige historie, så skal de have dialog i fokus frem for konflikt. For det er i dialogen omkring dilemmaerne om magtanvendelsen, at den rigtige interessante historie findes. Måske ikke historien der egner sig til et dokumentarprogram, der skal trække seertal og overskrifter. Men skal udsatte børn bruges til det formål?

For bliver det kun til en konflikthistorie om for og imod parterne i en konkret magtanvendelse, så svigter vi dem, det her handler om. Først om fremmest børnene. Og dernæst de pædagoger, der står i dilemmaet mellem magt og omsorg.

Det værste, vi kan risikere, er, at frygten for magtanvendelsens konsekvenser hos den enkelte pædagog eller systemet som helhed, betyder, at børnene ikke får den nødvendige men konfliktfyldte omsorg.