Danmark befinder sig midt i en vinterkrig, hvor anden nedlukning af samfundet er forlænget frem til midt i januar. Vi er gået ud af et historisk usikkert år påpeger Statsminister Mette Frederiksen i hendes nytårstale og samtidig rammes vi af nye mutationer, hvis spredningshastighed ikke er set før. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at hendes tale indeholder så lidt kampgejst, der kan akkompagnere de smældene røde flag i den grå og blæsende januar kulde.
Talen er så grå, at 90 % kan købes af den borgerlige opposition, når man lytter til udtalelser fra blandt andet de konservatives formand Søren Pape Poulsen. ” Hvem kan være uenig i indholdet,” siger han til TV2 i en kommentar.
En stilsikker og grå tale som hurtig overhales
Få timer efter bekræftes den manglende gennemslagskraft i talen af, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen annoncerer sit exit fra venstre.
Stamfaderen til de frie valg overhalede i medierne landets statsminister, med en ikke overraskende udmelding, hvis man havde fulgt med på diverse sociale medier.
Politisk kommentator Erik Holstein kalder i en kommentar i Altinget Statsministerens tale for stilsikker. Det er den helt sikkert. På den led fastholder hun stilen fra årets mange pressemøder, men situationens alvor taget i betragtning er statsministerens tale grå og upræcis i sin adressering, medmindre man skal fortolke det således, at den offentlige sektor i fremtiden tager alle stikkene.
Statsministeren peger på fællesskabet og det sammenhold, der er oplevet siden foråret. Det er en gratis omgang at gentage det allerede kendte og undgå en undskyldning til minkavlererhvervet.
Som en restauratør i både TV2 og Ekstra Bladet udtaler: ” Det er den første tale, der ikke kommer til at koste mig penge.”
Men hvad er det for et fællesskab Statsministeren henviser til?
Den private sektor nævnes to gange
Danmark består i runde vendinger af tre sektorer: Den offentlige, den private og civilsamfundssektoren.
Det er her mellem disse tre sektorer, at begrebet offentlig – privat samarbejde i fællesskab kan eksekveres. Her er det bemærkelsesværdigt, at den private sektor kun nævnes to gange i talen blandt andet i forhold til omstillingsparatheden, hvor nogle giganter i den private sektor sammen med staten omlagde deres produktion så vi havde håndsprit nok under første nedlukning.
Men det offentlige private samarbejde i coronaåret 2020 er så meget mere end produktion af håndsprit. Det er også den største indkøbsaftale af vacciner. En sårbar vaccine, der som våben lige nu distribueredes fra institution til institution i en dør til dør kamp mod en muterende usynlig fjende, hvor den skydes af for at beskytte de mest udsatte og det personale, der tager hånd om dem.
Det er vaccinerne og vores tålmodighed og udholdenhed, at statsministeren knytter sit håb til, men den oratoriske understøttende kampgejst til frontpersonalet udebliver. Det eneste hun lover er, at i januar og februar vil det pres, der allerede er stort på sygehusene blive endnu større på det personale, som befinder sig her.
Varsler potentielt nedlukning til ind i februar
Ikke et ord om civilsamfundet og eksempelvis de mange selvejende velfærdsvirksomheder og institutioner, der siden foråret har strakt sig for at hjælpe nogle af de mest udsatte. Ofte uden kompensation fra kommunerne for merudgifter til corona. Faktisk har flere af dem via deres understøttende frivillige grupper og netværk tilført samfundet ekstra energi og arbejdskraft. Her nævner jeg blot i flæng landets kvindekrisecentre og det ekstra pres corona har lagt på dem, hvor præcis frivillighed har været en stærk faktor og arbejdskraft.
Statsministeren hæver ganske vist stemmen i et ”Længe leve forskningen og samarbejdet mellem det offentlige og det private,” men det er som sagt ikke liv eller kampgejst, der stråler ud til seerne, vel vidende at Statsministeren først tror på et vendepunkt i kampen mod corona omkring påske. Det vil sige en gang i foråret.
Indstil da skal et utal af private velfærdsvirksomheder, der samarbejder med det offentlige bevæge sig ud i den yderste frontlinje ligesom deres kollegaer i det offentlige og civilsamfundssektoren. I fællesskab og alene skal de ud at møde en usynlig fjende langt fra borgen med håndssprit, handsker, handlekraft og troen på en langsomt voksende flokimmunitet skabt af engangssprøjter påfyldt fra 5 – 7 skuds magasiner af vaccineampuller.
Resten af erhvervslivet, hvad enten det er forankret i civilsamfundet eller den private sektor skal belave sig på at holde sig i live ved hjælpepakker under den nedlukning, som statsministeren slet skjult varsler forlænget ind i februar, da hun siger: ”Januar og februar vil teste vores udholdenhed.”
En ideologisk selvrefererende tale
Statsministeren har uomtvisteligt ret i, at tiden vi lever i med corona er historisk og at kommende generationer vil fortælle om tiden under den del af pandemien. Ligesom mange af os selv er blevet fortalt om livet under Anden Verdenskrig.
Forskellen er dog, at de store statsmandstaler og inspirationen til at kæmpe videre, den gang kom fra London og de allierede. Det gør de ikke i dag og netop derfor har vi brug for en dansk nytårstale med mere kant, gejst og inspiration end den grå og ideologisk selvrefererende tale, som Mette Frederiksen holdt på årets første dag, hvor hun citerede forfatteren Martin Andersen Nexø.
Mette Frederiksen sagde ikke direkte, at det er den socialdemokratiske velfærdsmodel, der er skyld i, at Danmark indtil nu er kommet langt bedre gennem coronakrisen end andre lande, men budskabet stod stjerne klart.
Netop derfor savnede man i talen konkrete pejlemærker på, hvordan regeringen har tænkt sig, at det fællesskab som statsministeren henviser til, kan løfte stafetten fra tidligere tiders storhed og bringe landet ud af krisen, ved andet end nedlukninger og overtræk på fortidens opsparede ressourcer økonomisk, fagligt og menneskeligt.
Behov for gejst
I samarbejdet mellem den offentlige og private sektor er der ikke kun behov for at råbe et leve og udtrykke et håb. Der er behov for ledelse, hvor der indgydes gejst, handlingsmål og ikke mindst udvises sammenhæng mellem ord og handling, når man fx taler om at holde hånden under erhvervslivet. Det erhvervsliv der er grundlaget for den hovedfinansiering, der udgør det økonomiske indtægtsfundament for, at vi kan komme igennem krisen.
Vi savnede statslederen, som stod ikke på brystværnet den første dag, men befandt sig i fronten midt i en lang krig og talte om andet end håb og formodninger i en krig, hvor enhver kan se, at selvom vi har trukket vindebroen op og forsøger at skabe afstand til orkerne og forhindre deres spredning, så halter vi bagud. De er allerede inden for murerne.
Hvor var den sikkerhedsline som plejepersonalet, den private virksomhed og borgeren kunne gribe i mørket?
Her var statsministerens budskab, ”at når vi bliver utålmodige, skal vi huske, at mørket er tættest, lige før solen bryder frem.”
Det er et smukt billede, når krigen indledes og man dag et står på brystværnet og taler til nationen, men 10 måneder inde, hvor alle aktører i de tre sektorer er kamptrætte og kan iagttage, at orkerne potentielt mutere hurtigere end vi kan nå at bekæmpe dem med syv-skuds sprøjter. Her savnede man en noget mere konkret og substantiel tale.
