For den brede befolkning er det ret usynligt det der sker på velfærdsområderne i denne tid. Men for de velfærdsaktører der aktuelt er på social-, sundheds- og daginstitutionsområderne, og kender til kompleksiteten i vores velfærdsmodel, er der tale om en direkte velfærdsskadelig virksomhed, som regeringen er i færd med at implementere ind ad bagvejen. Systemet før mennesketBag ”støjen” af den nuværende coronapandemi, er regeringen og dens støttepartier ved at indføre offentligt monopol på levering al velfærd. Med de fremlagte forslag om forbud mod at private aktører må tjene penge på levering af velfærd, herunder forslag om at påbyde private velfærdsaktører helt at ophøre med at drive virksomheder, er nogle af de mest fundamentale og radikale angreb på vores bestående velfærdsmodel. En model, der har taget mere end 100 år at opbygge og udbygge. En velfærdsmodel der i al væsentlighed står på de historiske skuldre, af de helt tidlige fattiggårde etableret og drevet af private, kirkelige og andre civilsamfundsaktører med et humanistisk afsæt. Berlingske sætter i sin leder den 9. december under overskriften ”udbyttestop i private børnehaver skal bekæmpes med alle midler”, og i søndagens udgave den 13. december under overskriften ”Korstoget mod privat velfærd er betonideologi. Intet andet.” ret præcis ord på det der er ved at ske, nemlig at der er tale om et egentligt korstog mod private aktører, båret af en ideologisk moraliseren i forhold til hvem der må lave profit på velfærd. En moraliseren, som i virkeligheden er umoralsk, da det handler om at begrænse borgernes frie valg, og øge systemets og statens magt. Jeg vil endda gå så langt som at kalde det en ”dobbelt moraliseren” fordi – som jeg har påvist i andre artikler – laver de offentlige tilbud også profit. Så hvorfor skal de så ikke også forbydes at levere velfærd, eller begrænses i at lave profit?
Borgernes valgfrihed begrænsesAt forbyde private aktører at levere velfærd, er ikke godt for andre end “systemet”, hvis regeringen og dens støttepartier får held til at etablere et monopol på at levere velfærd hos det offentlige. På sigt vil det få mindst tre konsekvenser:
- Det vil begrænse borgernes frie valg.
- Det vil afspecialisere området
- Det vil monopolisere området
Udviklingen af området kræver i høj grad konkurrenceudsættelse, ved at der hele tiden kommer nye aktører på banen, som tænker nyt og tager de nye opgaver, der kontinuerligt efterspørges af den kommunale sektor, fordi den ikke har kompetencerne.Sker det ikke, vil monopolet trives, og det gør systemet dovent, og på sigt dårligere, dyrere og langt mere ineffektivt. Ligesom borgeren får færre specialiserede muligheder at vælge imellem. Grundlæggende vil det gå ud over vores velfærdssamfund som helhed. En forudsætning for et sundt og dynamisk velfærdssamfund er, at vi i fællesskab, offentlige, private, selvejende, og andre civilsamfundsaktører i øvrigt, løfter opgaven med at levere velfærd, på tværs af sektorerne. Vi har brug for en høj grad af velfærdsdiversitet, ellers ødelægges vores meget fintmaskede og afbalancerede velfærdssystem.
