Helt tilbage i juni har minksagen huseret i Nordjylland og indeholder, når man læser tilbage i sagsakterne en hel række af muligheder for, step by step at lukke mink-erhvervet ned uden de store folkelige sværdslag, men det er lykkedes godt og grundigt for ministre og embedsværk at klumre rundt i den politiske bermudatrekant. Det viser den redegørelse der kom i onsdags.
Aflivning af alle mink i Danmark er interessant fordi, vi her er inde i det ultimative samarbejde mellem den offentlige og private sektor, hvor det offentlige står for den politiske beslutning og det myndighedsmæssige grundlag juridisk og økonomisk i en sag, hvor man reelt ekspropriere et helt erhverv.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag den 4. november melder ud, at alle Danmarks minkbesætninger skal aflives efter fund af en særlig virusmutation, har man sådan set ro på bolden.
Har ikke haft styr på den politiske bermudatrekant
Men redegørelsen viser, at man ikke har haft styr på tre væsentlige bundlinjer i den politiske bermudatrekant, som enhver der har beskæftiget sig med politik eller arbejdet med embedsmæssig forvaltning ved er centrale at have på plads, når der skal træffes beslutninger. Det drejer sig om;
- Den labile bundlinje
- Den rationelle bundlinje
- Den realpolitiske bundlinje
Folkesundhedsperspektivet gav medløb
Den labile bundlinje er det felt, hvor man skaber legitimiteten og medvinden på cykelstien for det projekt man ønsker at gennemføre politisk, hvor besværligt og upopulært det end måtte være. Her havde regeringen og Mette Frederiksen fra starten af juni og så langt frem som til pressemødet den 4. november fat i den lange ende.
Det handler ganske enkelt om de fleste menneskers forståelse af, at det her handler om folkesundheden og som et ekstra medløb i befolkningen og på Christiansborg, skal man ikke tage fejl af, at den indflydelse anti-fur-segmentet har. Det har nemlig længe ikke været politisk korrekt i mange kredse at gå med pels ud fra mange betragtninger om blandt andet dyrevelfærd.
Grædende minkfarmere og dyremishandling skubber skandalen i gang
Mogens Jensen og Mette Frederiksen havde altså en slags ro på den del af bolden, men da de følsomme tv-billeder af grædende minkfarmere, hvis arbejdsliv og virksomheder ligger i ruiner ruller ud og printer sig ind i vores hjerter svinder fundamentet i den labile bundlinje.
Et erhverv der tidligere har været lagt for had eksponeres nu som pligtopfyldende fordi de følger statsministerens og fødevareministerens mundtlige ordre. Skandalens liste bliver længere og længer, da vi ser eksempler på skrækkelig dyremishandling under aflivningen af mink, fordi det hele skal gå så hurtigt. Vi bevidner dagligt en udrensning af en dansk eksportsucces, mens eksperterne i ind- og udland er uenige om nødvendigheden af så voldsomt et indgreb.
Med tabet af den labile bundlinje buldrer mediernes afdækkende analyser videre.
På kollisionskurs mod grundloven
Det var naturligvis før vi vidste, at centrale medlemmer af regeringen allerede den 3. november fik en e-mail fra Miljø- og Fødevareministeriet. Dette til brug for regeringens økonomiudvalg, hvor finansministeren som formand, sammen med fem andre ministre får en oplysning om, at en lukning af minkbranchen vil indebære ekspropriation.
Hvordan det ikke allerede den 3. november stod klart for regeringen og dens embedsmænd, at slagtningen af alle mink ville være et brud på Grundlovens paragraf 73 om ekspropriation, som ville kræve hjemmel i en ny lovgivning, er uforståeligt i bakspejlet.
Det er nemlig her, at regeringen kolliderer med den rationelle bundlinje i den politiske bermudatrekant. Forenklet sagt glemmer man at reflektere over den mail der kommer fra Miljø- og Fødevareministeriet og spørge sig selv om regeringen har lov til det indgreb man har planer om, herunder, hvad koster det?
Hverken jura eller omkostninger er på plads, selvom man ved, at al lovgivning og alle indgreb har en pris. Det ved alle og igen må man konstatere, at bagklogskab er en eksakt videnskab, hvor det nok havde været fornuftigt, at går i dialog med ordførerne for Folketingets partier.
Magtarrogance i mail fra minister
Man taber så at sige den rationelle bundlinje på gulvet, i stedet for at redde den. Det kommer tydeligt til udtryk søndag den 8. november, hvor daværende Fødevareminister Mogens Jensen (S) i en kommentar til Ritzau skriver:
”Det er en alvorlig situation, vi står i. Og regeringen har vurderet, at der i denne alvorlige situation skal handles hurtigt. Regeringen har besluttet, at det hastede situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud.”
Bemærk her, at man i ministerens optik står over lovgivningen, som regering. Den arrogance der ligger i at tilsidesætte det landet rationelt bygger på, nemlig lov og jura får en række partier til helt og fuldstændigt at melde fra.
Særligt når man i dag ser på, hvordan oppositionen har forladt forhandlingerne om erstatning af minkerhvervet, kan man iagttage, hvordan regeringen så at sige er efterladt på en perron. I årene der kommer, er der potentiale for i hundredvis af retssager mod staten og regeringen om erstatning, fordi regeringen ikke var opmærksom på den rationelle bundlinje.
Frederiksen misser vinduet for at nå Ellemann
Det havde ganske givet sikret den realpolitiske bundlinje, hvis Mette Frederiksen hurtigt efter at hun var klar over, at man begik lovbrud, havde kontaktet Folketingets ordførere.
For helt frem til søndag den 8 november, hvor alle andre partier var begyndt at rører på sig freder oppositionens leder Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, ifølge B.T. Mette Frederiksen i en mail. Idet han til partiets folketingsmedlemmer bl.a. skriver, at han ikke ser “andre muligheder end at stole på sundhedsmyndighedernes vurdering i en situation som denne”.
Han vender ganske vist 180 grader, da han når mandag, men faktisk har Mette Frederiksen rigeligt tid til langt ind i weekenden til at redde sig selv og hendes minister på den realpolitiske bundlinje og skaffe opbakning til hendes projekt om at aflive alle mink, selvom der ikke var lovhjemmel til det.
Man kan sætte sig ned og undre sig over forløbet og pege fingre ad de mange fejl og det store lovbrud, men muligvis hænger det sammen med at Statsminister Mette Frederiksen har samlet så meget magt omkring sig selv, at argumenter af labile, rationelle eller realpolitiske karakter ikke er velkommende medmindre de passer ind i statsministerens perspektiv.
Statsministeren styrer trafiklyset
Politisk kommentator på Politikken Kristian Madsen skrev i september at Mette Frederiksens mangeårige analyse er, at politikerne drukner i drift, og det derfor reelt bliver embedsmænd, der styrer den politiske retning.
Det har hun arbejdet på ikke sker i hendes regering ved at udvide statsministeriet og derfra styrke sit greb om regeringens linje. Som i en anden koncern har ministrene og deres departementschefer fået godkendt fireårsplaner af Mette Frederiksen.
Statsministeriet har i den sammenhæng indført et trafiklyssystem, der skal sikre, at to ministerier ikke kører store reformer frem samtidigt. Det betyder konkret at, når et ministerium er i grøn zone, skal man køre frem og sætte dagsordenen medens de øvrige ministre skal holde for rødt, indtil det bliver deres tur.
Ministre holder lige nu for rødt
For to måneder siden oplevede vi blandt andet, at Social- og Indenrigsminister Astrid Krag buldrede frem med et forslag om forbud mod profit på socialområdet. Det holder nu tilsyneladende for rødt medens man håndterer minksagen.
I det positive perspektiv er trafiklyssystemet en sikring af at statsministerens politiske pejlemærker slår igennem i tilpas oversatte doser, til at vi i medierne kan håndtere dem.I skandalescenariet risikerer man at få et billede af en etpartiregering, hvor én person bestemmer alting og det kan meget vel vise sig at være hele humlen ved minksagen.
Hvilket igen betyder, at vi potentielt vil kunne se flere af den, slags sager fordi Statsministerens trafiklyssystem kan medfører, at trafikanterne (ministre og embedsmænd) falder i søvn medens de venter på grønt fra Mette Frederiksen.Steen Houmark er forfatter til bogen “Den Kommunale Bermudatrekant”, hvor der redegøres for begrebet politiske bundlinjer i offentlige bermudatrekanter.
