I måneder har ikke-kommunale velfærdsvirksomheder og brancheorganisationer haft en forventning om, at de blev kompenserede for covid-19 merudgifter, men helt så enkelt er det ikke.
Social- og Indenrigsministeriet har i en mail til OPS-indsigt rettet op på nogle af de misforståelser, som er afstedkommet af et svarbrev fra ministeriet til KL om, hvorledes kommunerne kan tilgå kompensation af private velfærdsvirksomheder for merudgifter til covid-19.
De seneste måneder har der nemlig været en del kommunikation frem og tilbage mellem brancheorganisationer som Dansk Erhverv, Dansk Industri, KL, ministerier og folketingspolitikere. Regeringen er blevet beskyldt for bare at kaste pengene ud til kommunerne uden struktur og uden retningslinjer.
Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv Troels Yde Toftdahl har endda i et interview i Berlingske sammenlignet metoden med at give al fredagsslikken til storesøster og så satse på, at hun deler ligeligt med alle sine mindre søskende.
Forventningen om at blive kompenseret
Hermed er linjerne mellem parterne trukket op, fordi man hos ikke-kommunale velfærdsaktører blandt andet med udgangspunkt i økonomiaftalen mellem regeringen og KL tilbage i maj, har haft en forventning om at blive kompenseret.
I økonomiaftalen står der blandt andet om håndteringen af indsatsen mod Covid-19:
”Kommunerne har sammen med en række aktører påtaget sig et stort ansvar i den ekstraordinære situation, som corona-epidemien har stillet samfundet i. Regeringen har derfor også tidligere med Aftale om tiltag vedrørende kommunernes økonomi i lyset af COVID-19 af 26. marts 2020 tilkendegivet, at den vil sikre, at der tages de fornødne skridt, og at de nødvendige ressourcer er til stede for at finansiere indsatser i 2020 i forhold til COVID-19.”
Man kan altså uden de store besværligheder godt tolke sig frem til, at man fra regeringens siden gerne vil være med til dække en række afledte merudgifter af covid-19 opstået hos kommunerne og aktørerne.
Semantikken – et sæt af snubletråde
Men en af udfordringerne ved den her aftale og de øvrige aktstykker som omhandler kompensation for covid-19, er semantikken på velfærdsområderne.
Begreber som andre aktører, private velfærdstilbud, velfærdsvirksomheder, leverandører, velfærdsorganisationer og sociale tilbud anvendes i flæng og her kunne man godt efterspørge noget mere systematik og ensartethed.
Det kan let give anledning til nogle misforståelser, når for eksempel Social- og Indenrigsministeriet i deres brev til KL den 12. november forsøger at trække en streg i sandet og lukke den tilbagevendende diskussion ved at anvende forskellige begreber om det samme.
Det lægger nemlig op til fortolkning og misforståelser, når ministeriet skriver:
”Særligt i forhold til private leverandører af velfærdstilbud…..” og senere i samme afsnit anvender betegnelsen privat leverandør, ligesom man afslutter brevet med at skrive:
”Kommunen er derfor ikke på baggrund af aftalen forpligtet til at udbetale kompensation på baggrund af henvendelser fra private leverandører af ydelser. Det gælder både almindelige vare- og tjenesteydelser og velfærdsydelser.”
Her kan modtageren af brevet med lethed læse sig ind i, at det er alle typer af private leverandører inden for velfærdsområderne.
En cocktail af tre ministerområder og fire fagforvaltninger
Men det er ikke meningen, for af en mail fra Social- og Indenrigsministeriet til OPS-Indsigt fremgår det, at der er opstået en misforståelse.
Misforståelsen handler om, at man ikke har været skarp nok og adressere det man havde til hensigt nemlig de social botilbud, men i stedet brugt den noget bredere betegnelse: private leverandører af velfærdstilbud.
Den nærmere sammenhæng har OPS-Indsigt behandlet i et andet indlæg.
Ministeriets brev til KL illustrerer, hvor kompleks velfærdsområderne er og hvor let man kan blive misforstået, hvis begrebsanvendelsen ikke er enorm præcis.
Udfordringen består bl.a. i, at svaret fra Social- og Indenrigsministeriet til KL dækker tre ministerressortområder og mindst fire fagforvaltningsområder ude i kommunerne. (Børn, Social, Sundhed og Ældre) med hver deres komplekse lovgivning og begrebsapparat.
Det giver i sig selv en udfordring, men det bliver ikke lettere af, at semantikken på velfærdsområderne ikke er 100% entydig, når man taler eller skriver om eksempelvis velfærdstilbud.
Det begreb dækker nemlig bredt hele paletten børn, social, ældre og sundhed, hvad enten der er tale om kommercielle eller ikke kommercielle velfærdsvirksomheder/tilbud.
