Kommunernes kompensation af private velfærdsvirksomheder for merudgifter til covid-19 er et tema, der kontinuerligt er dukket op siden nedlukningen i marts måned. Det er en på mange måder uløst kludermorknude, som tærer på ressourcerne hos så vel leverandører som kommuner oplyser kilder til OPS-Indsigt.
Sagen er relevant fordi, der er mere end 100.000 borgere, som modtager hjælp fra private velfærdsvirksomheder, der alle må forventes at have merudgifter i forbindelse med Covid-19. Det har OPS-Indsigt tidligere afdækket.
Et sammensurium af ressortløsninger
Situationen bliver ikke gjort letter af, at disse virksomheder ”refererer” ind i tre ministerielle ressortområder, hvor der mildt sagt er tale om et kludetæppe af løsningsmuligheder, som ikke umiddelbart gør det lettere for parterne at navigere praktisk og juridisk.
Det mest tydelige er på dagtilbudsområdet, hvor man har en bekendtgørelse, der skitserer mulighederne, men på socialområdet har man forsøgt at parkere kompensation af botilbud i indregningen af næste års takst. Endelig har KL på hjemmeplejeområdet vurderet, at det bør bero på en konkret fortolkning af den kontrakt, som er indgået med den private leverandør, om leverandøren kan kompenseres.
Befolkningsfordelingen slår ikke igennem ude i kommunerne
Dette sammensurium skal ses i forhold til den relativt enkle model Finansministeriet har fordelt milliarderne til covid-19 kompensation til kommunerne som myndighed, her har man nemlig anvendt befolkningstallet i kommunerne.
Netop befolkningstallet bliver interessant, når man taler om kompensation af de private virksomheder. Med over 100.000 der modtager hjælp fra private kunne man have den antagelse, at kommunerne som myndighed fordelte midlerne ligeligt mellem kommunale og private leverandør tilbud i forhold en omregningsfaktor netop baseret på lokale ”borgertal” inden for de enkelte velfærdsydelser. Det er dog langt fra tilfældet alle steder.
Udfordringen er altså til at få øje på og den har været rejst både af enkeltvirksomheder, brancheorganisationer, politikere og KL selv. Så sent som i september svarde Finansminister Nicolai Wammen Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg blandt andet følgende:
”Det forudsættes, at den enkelte kommune går i dialog med de private institutioner omkring udgifter relateret til COVID-19 og i dialogen finder et niveau for kompensation til de private, som er i balance med den fornødne dokumentation og merudgiftsniveauet i kommunen i øvrigt.”
KL ser ud til at rette ind og skriver ud til kommunerne
Hermed var opgaven ligesom sparket ud i kommunerne. Det så også ud til, at bolden blev taget af KL, for mod slutningen af september skrev organisationen følgende ud til alle kommunale økonomichefer;
”Det er væsentligt at være opmærksom på, at kompensationen dækker udgifter både til de kommunale og de private tilbud.”
I mailen som OPS-Indsigt er i besiddelse af, understreger KL overfor kommunerne med henvisning til økonomiaftalen, at da denne både dækker merudgifter i kommunale og private tilbud, bør kommunen gå i dialog med de private og i dialogen finde et niveau for kompensation til de private.
Men alligevel sker der det, at KL i begyndelsen af oktober stiller både Finansministeriet og Social- og Indenrigsministeriet tre lange spørgsmål afklarende spørgsmål. Det fremgår af et svarbrev som OPS-Indsigt også er i besiddelse af.
Spørgsmålene omhandlede blandt andet kommunernes juridiske risiko for at overtræde kommunalfuldmagten og udbudsreglerne, hvis de udbetalte kompensation for merudgifter til private leverandører, selvom det ikke stod i kontrakten.
Måske kommunerne allerede har brugt pengene
Endelig stiller KL et spørgsmål af mere ledende karakter, hvor man godt kan få den fornemmelse, at KL og kommunerne allerhelst ville undgå at kompensere de private velfærdsvirksomheder, hvis det var muligt.
Helt konkret skriver man:
”Er det korrekt forstået, at kommunerne ikke på baggrund af aftalen af 29. maj 2020 er ubetinget forpligtet til at udbetale kompensation på baggrund af en henvendelse fra leverandør, men at der kan udbetales kompensation, hvis kommunerne på baggrund af dialogen med leverandøren og efter en konkret vurdering finder, at der er grundlag for at udbetale kompensation, som følge af dokumenterede øgede omkostninger som følge af COVID-19?”
Bemærk her brugen af ord som ikke ubetinget forpligtet, kan og konkret vurdering. Det ligger lidt i teksten, at selv, hvis der kan dokumenteres og vurderes, at der har været merudgifter, så er ønsket, at kommunerne ikke er forpligtet til at udbetale kompensationen. Det er naturligvis en tolkning, men den ligger snublende nær, når man ser på det lange forløb, der har været omkring debatten om kompensation af velfærdsvirksomheder for covid-19 merudgifter.
Baggrunden for at KL tilsyneladende ikke er meget for at kompensere de private velfærdsvirksomheder findes måske et andet sted. Kommunale kilder oplyser nemlig til OPS-Indsigt at kommunerne allerede har brugt pengene. Det forklare i et vist omfang den besynderlige adfærd, hvor KL først retter ind efter Finansministeren og siden prøver at finde en kattelem for ikke at kompensere de private, men helt så enkelt er det næppe.
Ministeriets svar harmonerer ikke med økonomistyrelsens opfordring
Nu har Social- og Indenrigsministeriet på vegne af sig selv og Finansministeriet besvaret KL`s tre spørgsmål og her er det korte svar, at kommunerne ikke med baggrund i økonomiaftalen fra maj 2020 er forpligtet til at udbetale kompensation på baggrund af henvendelser fra private leverandører af ydelser. Det gælder både almindelige vare- og tjenesteydelser og velfærdsydelser, står der i brevet.
Ministeriet skriver desuden, ”at en kommune alene har pligt til at betale en leverandør for covid-19-relaterede merudgifter, hvis dette følger af kontrakten.”
Den sætning harmonerer meget dårligt med Økonomistyrelsens udmelding. På deres hjemmeside skriver de blandt andet; ”Generelt opfordrer vi det offentlige til at udvise fleksibilitet og samarbejde med leverandørerne om at finde gode løsninger i en vanskelig tid.”
Med henvisningen til at kommunen alene er forpligtet til at udbetale covid-19 merudgifter, hvis det står i kontakten, kan man roligt sige, at ministeriet åbner for en anden indgangsport af trækasserier og udfordringer i samarbejdet end Økonomistyrelsen. Langt de fleste kontrakter vil antageligvis være indgået før vi overhovedet kendte til covid-19.
Potentielt i strid med den ånd aftalen er indgået i
Tager man ministeriets brev til KL for pålydende betyder det, at kommunerne ikke er forpligtet via aftalen med regeringen. Noget som et eller andet sted kolliderer med den ånd man kunne forvente lå i aftalen mellem regeringen og KL som repræsentant for de kommunale myndigheder, der har ansvar for service og sikkerhed ift alle borgere, der modtager velfærdsydelser.
Det virker derfor besynderligt, at hvis man ved indgåelse af aftalen i maj ikke har haft de private leverandører i tankerne al den stund, at kompensationen jo også skal ses som en sikkerhed for alle borgere og ikke kun dem, der er tilknyttet kommunale leverandører.
At aftalen omfatter alle leverandører, passer i alt fald bedre med det Finansministeren gav udtryk for i september. Her forventede han, at kommunerne gik i dialog med de private om kompensation, for som han skriver til Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg. ”Der er i aftalen ikke fastsat krav om størrelsen på kompensationen til de enkelte kommunale og private tilbud.”
Bemærk her, at Finansministeren har den tilgang, at aftalen omfatter både private og kommunale velfærdstilbud, idet han nævner begge parter, men at man på god dansk vis naturligvis taler om løsningerne.
Kommunerne tænker mere som leverandør end som myndighed
Den opfattelse er nu sparket til hjørnet af Social- og Indenrigsministeriet på vegne af Finansministeriet. OPS-Indsigt har derfor spurgt ind til svaret hos Finansministeriet, men ikke fået svar inden redaktionens slutning.
Det afventer vi så og vender tilbage med. Indtil da har man det billede, at kommunerne i maj forhandlede sig til en god aftale om kompensation for merudgifter til covid-19 med regeringen, men når det kommer til udmøntningen, tænker kommunerne mere som leverandør end som myndighed, hvor alle borgeres leverandører stilles lige.
Kommunernes dobbeltrolle som både myndighed og leverandør er helt klart vanskelig. KL har ganske vist fat i en række juridiske aspekter af myndighedsmæssig karakter, der kan medvirke som snubletråde for kompensation af private leverandører, men det afhænger meget af hvorledes de spændes ud og fortolkes. Vi konstaterer på OPS-Indsigt, at vi endnu ikke fået forelagt solide juridiske fakta, der fuldstændigt og aldeles forhindre kommunerne i at kompensere private velfærdsleverandører for covid-19 merudgifter.
