I begyndelsen af september lagde statsminister Mette Frederiksen vejen forbi Dansk Erhvervs årsmøde med ros til erhvervslivet for særligt indsatsen under Covid-19, efterfulgt at budskabet om, at vi i Danmark taler meget om at bruge penge, men for lidt om, hvor pengene skal komme fra.
I Dansk Erhverv tog vi optimistisk imod budskabet. Ikke mindst fordi tiden med Covid-19 viste, at det offentlige og private ikke er hinandens modsætninger, men tværtimod er yderst effektive i fælles samspil. Derfor har vi i Dansk Erhverv argumenteret kraftigt for nødvendigheden i at skabe nye offentlige-private samarbejder i forlængelse af Covid-19, så vi benytter den ellers problematiske tid til at genopfinde os selv og finde nye veje at fremtidssikre velfærden, gennemføre den grønne omstilling og ikke mindst styrke Danmarks konkurrenceevne.
Desværre har vi måtte kigge langt efter samarbejdsviljen fra regeringen, når vi kigger på den konkrete politik, som regeringen har udført. Tværtimod har regeringen i den førte politik haft en tendens til at arbejde kraftigt imod erhvervslivet og samtidig grave grøfterne dybere mellem det offentlige og private. Nedenfor vil jeg bringe tre konkrete eksempler:
Ideologisk jagt på sociale botilbudI september annoncerede Social- og Indenrigsminister Astrid Krag, at regeringen ville forbyde private virksomheder på det specialiserede socialområde at trække overskud ud. Selve modellen for forslaget ser stærkt usammenhængende ud og heldigvis ser det ud til, at regeringen får svært ved at samle flertal for udspillet. Forslaget og den følgende debat har dog været med til at skabe en bølge af mistillid mod private tilbud på det specialiserede socialområde, hvor få brodne kar har sat dagsordenen for regeringens fortælling.
I Dansk Erhverv betragter vi helt klart regeringens forslag som værende ideologisk og blottet for interesse i, at fokusere på de positive elementer, som de godt 3000 brugere af private tilbud nyder godt af. Og på diverse sociale medier, har flere støtter af regeringens forslag skælmsk konstateret, at det kun er godt, at forslaget har et klart ideologisk aftryk. Det er jo ærlig snak, men må ærligt talt skræmme andre aktører på velfærdsområdet, som f.eks. de mange fri- og efterskoler, som må frygte for at blive ramt af lignende tiltag frem mod næste kommunalvalg.
Bedre rammer for kommunalisering af opgaver
Så sent som denne sommer, har vi i Dansk Erhverv konstateret mere end 15 af landets kommuner og regioner har kommunaliseret/regionaliseret opgaver. Beslutningerne er ofte foregået med begrænset eller ingen dialog med den private aktør, der førhen løste opgaven og på trods af, at den offentlige myndighed ellers har udtrykt tilfredshed med samarbejdet. Men beslutningerne er som oftest kommet som en tyv om natten, der har stillet den private leverandør i en håbløs situation.
Desværre valgte regeringen i økonomiaftalen med KL at give kommunerne endnu bedre rammer til at overtage private virksomheders opgaver. Ifølge aftaleteksten vil regeringen og KL skrue op for tværkommunale samarbejder, der skal foregå på tværs af myndigheds- og driftsområder med henblik på at forbedre mulighederne for at udnytte ekspertise og stordriftsfordele på tværs af kommunegrænser. Indpakket i de pæne ord ligger endnu en model for, hvor kommunerne – i lighed med f.eks. §60-selskaber – kan stifte egne selskaber, som kan drive erhvervsvirksomhed på tværs af kommunegrænser. En udfordring som allerede er ganske aktuel inden for både, forsynings-, beredskabs- og sundhedsområdet, hvor nye samarbejder jævnligt, dukker op, hvorefter private leverandører som oftest ser de nye kommunale selskaber overtage deres opgaver.
Besparelser med bind for øjnene
Endeligt har et af regeringens store kommunikative columbusæg været besparelserne på eksterne konsulenter. Også her er det lykkedes at skabe et fjendebillede af private konsulenter som en ren udgift for sagesløse offentlige myndigheder. Sandheden er, at eksterne konsulenter netop bistår den offentlige sektor med at finde de bedste løsninger, der lever op til fremtidens ønsker om flere offentlige investeringer i viden, innovation og udvikling. Her kan det private netop lede det offentlige hen til den rette investering og sikre, at udbuddene får dækket alle kroge, hvilket i sidste ende hjælper kommunen med at finde det bedste produkt til prisen.
Regeringen fremhæver jævnligt, at vi i Danmark står med væsentlige udfordringer i forhold til klimaet, digitalisering og vores velfærd, som skal løses. Alligevel vil regeringen begrænse kommunernes adgang til den vitale viden, som eksterne konsulenter bidrager med, når intentionerne skal omsættes til konkrete løsninger. Regeringen burde i stedet have lavet en overordnet kortlægning af det offentlige konsulentforbrug i stedet for at foretage ideologiske besparelser med bind for øjnene.
Behov for at styrke samarbejdet
Der er med andre ord behov for at styrke samarbejdet, og det er afgørende, at regeringen vælger, om den vil omsætte de fine ord om erhvervslivets rolle til konkret politik. Her er det oplagt at kigge på offentlig-privat samarbejde, og hvordan sektorerne i fællesskab kan bidrage til at løse en række afgørende udfordringer, som f.eks. den grønne omstilling og det øgede digitaliseringsbehov. Men det kræver, at regeringen nedprioriterer ideologisk tale og opstilling af fjendebilleder, som sikkert taler udvalgte vælgersegmenter, men ikke løser Danmarks problemer på den lange bane. I stedet bør regeringen kaste sig helhjertet ind i kampen for at styrke samarbejdet mellem den offentlige sektor og det erhvervsliv, der med regeringens egne ord har spillet en nøglerolle i en histori
