Skip to main content

Det kan blive nødvendigt at undersøge øvrige bygninger, efter at Bach-byggeri er stoppet, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Beslutningen kommer på baggrund af en foreløbig rapport fra Cowi og Aalborg Universitet. Her har man undersøgt højhusets fundament.

Byggeriet var igangsat på Faste Batteri Vej på Amager. Byggeriet kan dog ikke fortsætte, før Bach Gruppen leverer “nye, mere retvisende” beregninger af bygningens konstruktion.

– Vores eksterne rådgivere har peget på, at beregningerne af bygningens statik (hvorvidt en bygningskonstruktion er ligevægtig, red.) er ufuldstændige og ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de udfordringer med bundpladen, som betonprøverne har vist.

– Derfor har vi i dag standset byggeriet, siger Rikke Sønderriis, der er Teknik- og Miljøforvaltningens områdechef i Område for Bygninger, i pressemeddelelsen.

Ekstra Bladet har tidligere kunnet fortælle, at fundamentet under det 86 meter høje hus er langt svagere, end det, byggeriet har foreskrevet, og end kommunen har godkendt.

Avisen har set rapporten fra Cowi og Aalborg Universitet, som er ved at blive udarbejdet på baggrund boreprøver fra fundamentet.

Den viser ydermere, at der er blandet gammel beton i fundamentet. Og at der ligeledes er fundet rester af plast, jern og fugemasse.

Ifølge Københavns Kommune kan det blive nødvendigt at undersøge andre bygninger, som Bach Gruppen har opført i området.

I en skriftlig kommentar til Ritzau skriver Bach Gruppen, at man efter påbuddet fra kommunen har stoppet byggeriet “øjeblikkeligt”.

– Vi samarbejder fuldt ud med kommunen om at få alle områder af denne sag undersøgt til bunds og levere al den ønskede dokumentation, siger direktør Lene Christensen.

Hun tilføjer, at der i begyndelsen af den kommende uge er indkaldt til drøftelser med Københavns Kommune i forhold til det videre forløb.

Det var i 2017, at Bach Gruppen begyndte byggeriet på den syv hektar store grund.

Byggeriet skal efter planen tage 8-10 år og ved sin afslutning rumme 125.000 kvadratmeter boliger og erhvervsejendomme fordelt på blandt andet to højhuse.

Det ene højhus skal i sidste ende være 23 etager og cirka 86 meter højt. Det er den bygning, sagen omhandler. Det andet højhus ud mod Ørestads Boulevard bliver 99 meter højt fordelt på 30 etager.

Byggefirmaet er tidligere blevet politianmeldt af kommunen, da selskabet ikke kunne redegøre for, hvilken type beton der var brugt til højhusets fundament.

Desuden blev Bach Gruppens kontorer flere steder i landet i begyndelsen af september ransaget i forbindelse med efterforskningen af mulig dokumentfalsk i datterselskabet BG Beton.

Kommunen oplyser, at der ikke på nuværende tidspunkt er en “akut fare” forbundet med den aktuelle bygning på Amager.

/ritzau/Politi ransager kontorer i hele landet i sag om dokumentfalsk

Flere steder i landet er kontorer blevet ransaget, og 13 personer er afhørt i en sag om dokumentfalsk.

I sidste fire afsnit er tilføjet udtalelse fra Bach Gruppen. I 7. afsnit er tilføjet, at Bach Gruppen bekræfter, at det er selskabets adresser, der er ransaget.

I forbindelse med efterforskningen af mulig dokumentfalsk i en byggesag har politiet onsdag ransaget kontorer flere steder i landet.

Aktionen er gennemført af Københavns Politi i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi. Kontorer i København, Viborg og Rødby er ransaget, og 13 personer er afhørt i sagen.

– Vi efterforsker en sag om mulig dokumentfalsk i forbindelse med et større byggeri i København. Det er som led i den efterforskning, at vi i dag har udført en større ransagningsaktion, udtaler vicepolitiinspektør Jesper Beuschel i en pressemeddelelse.

Sagen har sit udspring i en politianmeldelse mod byggefirmaet foretaget af Københavns Kommune.

– Det er selvfølgelig en sag, som vi tager yderst alvorligt. Vi har på nuværende tidspunkt ikke rejst sigtelser, men efterforskningen fortsætter, siger Jesper Beuschel.

Københavns Politi vil ikke oplyse, hvilket byggeri det drejer sig om.

Men i en mail til Ritzau bekræfter Bach Gruppen, som er ved at opføre et højhus på Amager, at det er flere af selskabets adresser, der er blevet ransaget.

Bach Gruppen blev meldt til politiet af Københavns Kommune, da selskabet ikke kunne redegøre for, hvilken type beton der var brugt til højhusets fundamentet, skriver Ekstra Bladet.

Det skete, efter at en whistleblower havde henvendt sig til kommunen med en oplysning om, at der var fusket med fundamentet.

En rapport fra Teknologisk Institut har ifølge Ekstra Bladet beskrevet, at der var fundet “genbrugsbeton” i højhusets fundament, som derfor har en lavere styrke, end den der er godkendt til byggeriet.

Bach Gruppen skriver til Ritzau, at efterforskningen er rettet mod datterselskabet BG Beton. Selskabet understreger, at det selv i august iværksatte en omfattende intern undersøgelse af datterselskabet.

Undersøgelsen, der ifølge Bach Gruppen foretages af eksterne uafhængige eksperter, “skal afdække mistanke om snyd med fakturaer, følgesedler og bestillingssedler i forbindelse med en leverance af beton til et byggeri i 2018”.

– Vi samarbejder fuldt og helt med Københavns Politi i sagen, som vi naturligvis tager meget alvorligt, udtaler Martin Rasmussen, juridisk direktør hos Bach Gruppen, i mailen.

– Hver en sten skal vendes, så vi kan få klarhed over, hvad der er foregået, og om eventuelle ansvarlige skal stilles til ansvar.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply