Skip to main content

Har Dan Jørgensen opgivet at være den private affaldssektors bedste ven i et uundgåeligt kompromis, hvor han på tilbagetog efter et frontalangreb på det kommunale affaldsmonopol måtte trække sin opsigtsvækkende skraldeplan tilbage?

Det er et af de spørgsmål man sidder tilbage med dagen efter, at regeringen har fremlagt en plan for fremtidens affaldssektor. Dan Jørgensen åbnede ellers for nogle uger siden forhandlinger med et kontroversielt forslag set i socialdemokratisk perspektiv. Han ville omdanne de kommunale forbrændingsanlæg til aktieselskaber og smide dem ud i fri konkurrence.

Den plan er i den grad blevet hårdt kritiseret af både eksperter, borgmestre i det socialdemokratiske bagland og dele af regeringens parlamentariske grundlag i Enhedslisten og SF.

Her har man sammen med den kommunale affaldssektor kritiseret Dan Jørgensen for at ville sælge ud af kritisk infrastruktur, men nu er der så fundet en ny model, som der er bred enighed om.

1-0 til kommunerne ved første halvleg

Planen for fremtidens affaldssektor indeholder nu en model, hvor man tvinger KL til inden for et halvt år, at udarbejde det der betegnes som en ”dødsliste”. Det er en liste over de anlæg, der skal lukkes ned. Hensigten er, at man vil tilpasse kapaciteten fremtidens mængder af affald, således at vi ikke har behov for at importere affald fra andre lande for at kunne udnytte den enorme forbrændingskapacitet der er i de kommunale anlæg.

Laver man en status kan man godt forledes til at tro, at Enhedslisten står med en 1-0 sejr efter at Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper på det kraftigste havde advaret ministeren om at lave en liberalisering af affaldssektoren uden om det parlamentariske grundlag.

”Jeg vil på det kraftigste advare klimaministeren mod, at det her bare bliver tromlet hurtigt igennem uden at tage kritikken alvorligt, uden at lytte og uden at kigge reelt på alternativer. For det risikerer at blive et rigtig stort problem for ham,” sagde hun til DR.

Stikker kommunerne en begmand

Men i mine øjne er der allerhøjst tale om en et-nulstilling ved halvlegen. Dykker man ned i aftalen står den snare et-et.  Liberaliseringselementerne er i den grad indbygget i aftalen, hvor Dan Jørgensen stikker kommunerne en begmand, med flere krav af liberal karakter.

Blandt andet stilles der krav til kommunerne om, at behandlingen af alt det genanvendelige affald skal i udbud. Desuden er parterne bag aftalen enige om, at KL skal udarbejde en konkret plan for tilpasning af forbrændingskapaciteten. Den såkaldte ”dødsliste” og her finten til kommunerne, at KL skal levere planen inden udgangen af året og den skal godkendes af parterne. – Hvor let bliver det lige?

Beskeden til kommunerne er dermed klokkeklar. Lever planen ikke op til de fastsatte kriterier i aftalen, træder en udbudsbaseret model i kraft i stedet, hvor kapaciteten nedbringes gennem øget konkurrence.

Kommunerne finder situationen håbløs

Selv siger Dan Jørgensen; ”Efter at have lyttet til kommunerne er vi endt med en løsning, hvor kommunerne får et halvt år til at levere det samme som i regeringens oprindelige forslag. Hvis de ikke kan det, er der en anden model, der træder i kraft automatisk.”

Her ligger en tak for sidst til KL og de borgmestre, der friskt var ude og kritisere Dan Jørgensens plan og det bekræftes til dels af KL`s næstformand Martin Damm, der i et presseopslag giver udtryk for at opgaven er håbløs.

 “Vi er alvorligt bange for, at vi ender samme sted, som regeringen startede – nemlig en liberalisering af vores kritiske infrastruktur på forsyningsområdet,” siger Martin Damm.

Affaldssektoren på vej mod mindre monopol og mere marked

Når aftalen ender med denne lille halvleg, hvor kommunerne får et halvt år til at udpege de anlæg der skal udfases, handler det sandsynligvis om et kompromis, hvor støttepartiet Enhedslisten ikke kunne leve med liberaliseringsmodellen. Tilsvarende kunne regeringen ikke holde til at lave deres første klimaaftale med en række blå partier uden om støttepartierne.

Men faktum er, at klimaplanen på affaldsområdet indeholder et varsl om en øget markedsgørelse. Så på den led er Dan Jørgensen fortsat de private affaldsvirksomheders nye bedste ven, selvom han tilkendegiver at det aldrig har været ideologi for ham.

”Hvordan vi kommer derhen, er mindre vigtigt; det har aldrig været ideologi for mig.” sagde Dan Jørgensen da planen blev præsenteret

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply