Samfundet består af tre sektorer, Stat, Marked og Civilsamfund. Hvis vi ser 100 dage tilbage, vil vi kunne betragte virkningerne af en form for statskapitalisme, som Danmark ikke har set siden Christian den fjerde byggede Børsen, Rundetårn og anlagde merkantile byer og brohoveder rundt i landet. Jo handelsstanden (erhvervslivet) voksede den gang, men kun under streng styring fra centralmagten.
Tilsvarende styring har vi oplevet under coronakrisen. Rent lovgivningsmæssigt blev rammerne for denne øgede statslige styring vedtaget om natten til fredag den 13. marts. Her fjernede Folketinget blandt andet § 27 i Epidemiloven, som var erhvervslivets forsikring mod statens indgreb ved epidemier. Paragraffen blev erstattet af det vi kender som hjælpepakkerne.
Aktiemarkeder reagerede kraftigt negativt i de dage og samtidig rejste spørgsmålet sig om, hvad må staten egentlig gøre for at støtte de hårdt pressede virksomheder?
For et var Epidemilovens § 27, der var en slags forsikringsaftale, noget andet var, hvordan og hvor meget måtte staten egentlig pumpe ud i erhvervslivet? Støtte fra staten til erhvervslivet skal nemlig overholde EU-traktatens regler om statsstøtte, hvilket betyder, at som udgangspunkt er det forbudt for staterne at forstyrre den frie konkurrence ved at yde statsstøtte til bestemte virksomheder.
Der er dog en række former for statsstøtte, som gerne må tildeles med EU-Kommissionens godkendelse. Det gælder bl.a. støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer. Og det må man jo sige at coronakrisen er.
Ekspropriation af erhvervslivets markedsmuligheder.
Da staten med regering og folketing i spidsen således lukkede Danmark, blev der indført en række restriktioner. Disse er, af regeringens egen ekspertgruppe blevet tolket som en midlertidig ekspropriation af erhvervslivets markedsmuligheder.
Men hvad betyder det, at dansk erhvervsliv har været på overførselsindkomst ?
Ekspertgruppen mener, at der er samfundsøkonomiske omkostninger forbundet ved at fastholde hjælpepakkerne for længe, da en af udfordringerne ved hjælpepakkerne er, at de har en status quo bias. De tager udgangspunkt i forholdene inden krisens påbegyndelse.
”Økonomi er ikke stationær – hverken normalt eller i krisesituationer. Der er løbende tilpasninger, hvor virksomheder lukker, og nye åbner blokeres i et vist omfang af pakkerne.” Skriver regeringens eksperter.
Det er denne underliggende dynamik, der reduceres, og tilpasningsprocesser i økonomien bremses af hjælpepakkesystemet. Mens de midlertidige hjælpepakker kan modvirke en dyb og langvarig krise, kan de komme til at forstærke de økonomiske problemer, hvis de fastholdes for længe.
Det er er derfor tanken, at hjælpepakkerne bedst udfases ved, at balancepunktet flyttes fra direkte støtte (kompensation) over mod likviditets-, låne- og garantiordninger. Skriver ekspertgruppen.
Kommunerne åbnede pengesluserne
Men hvordan har hjælpepakkerne så virket?
I begyndelsen havde alle uanset branche eller politisk tilhørsforhold hænderne over hovedet. Kommunerne åbnede med Københavns Kommune i spidsen pengesluserne og fremskyndede betalinger og anlægsarbejder.
Når kommunerne åbnede pengeslusen så hurtigt, handlede det om to ting. Først og fremmest den håndsrækning, som det akut gav virksomhederne i form af mere likviditet, dernæst skal man tænke på, at kommunernes økonomifunktioner var sendt hjem og ikke belastet af den traditionelle kommunale drift. Med andre ord der var god tid til at komme i bund med betalingerne.
Men der gik ikke længe før vi begyndte at få historier om, hvor ringe hjælpepakkerne var sammensat. Danmark består hovedsageligt af SMV’er og SMV-Danmark meddelte først i april, at SMV-erne havde cirka 50 dage at løbe på inden de ville lukke.
Fra byggeriet lød der også faretruende meldinger. De offentlige bygherrer holdt ganske vist fortsat gang i ordrerne, men de private tørrede ud, og derfor forventede halvdelen af virksomhederne hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører at skulle fyre medarbejdere inden sommer.Her i begyndelsen af juni oplyser Danmarks Statistik til Ritzau, at der endnu ikke har været en stigning i antallet af konkurser.
Statens hjælpepakker haltede bagefter
Netop angsten for konkurser satte erhvervsminister Simon Kollerup under kraftigt pres lige op til første maj. Det skyldtes primært at man ude i erhvervslivet en måned efter at hjælpepakkerne var vedtaget stadig ikke havde set noget til dem i form af indbetaling på virksomhedernes konti.
Udbetalingseffektiviteten fra hjælpepakkerne blev kritiseret så meget, at erhvervsministeren iværksatte en straksudbetaling for at undgå masse konkurser og sikre tusindvis af lønmodtagere deres arbejde.
Kort efter straksudbetalingerne kom der rigtig gang i debatten om kontrol af virksomhederne og her trådte revisorerne ikke overraskende ind som statens forlængede arm og indgik en aftale med regeringen, hvor revisorbranchen tilkendegav, at den ville være offentlighedens tillidsrepræsentant, så ordningerne ikke blev udsat for misbrug og spekulation.
I slipstrømmen af den debat havde man så debatten om, at revisionsbranchen scorerede kassen på revisorerklæringer.
Det har helt sikkert ikke hjulpet på retorikken. Flere genåbnede virksomheder lægger overfor OPS-Indsigt ikke skjul på deres frustration over hjælpepakkerne, deres konstruktion og sinddrægtighed.
Her er klart plads til forbedringer.
Hverken stat eller marked er den eneste løsning
Beretningen om de 100 dages statskapitalisme slutter ikke her. Hjælpepakkerne løber i forskellige sammenhæng frem til slutningen af august, samtidig med at samfundet lukker langsomt op.
Vi går mod “en ny normal”, som det hedder, men inden man hejser et flag og fejre statskapitalismens sejrsgang, så er det værd at bemærke, at staten jo på ingen måde har håndteret krisen af ved egen kraft.
Tænk blot på hele spørgsmålet om værnemidler. Det havde havde helt sikkert haft en ganske andet udfald, hvis ikke en række af den private sektors giganter var trådt ind og sammen etableret en massiv egenproduktion af ethanol til håndsprit.Læs også: Staten går sammen med giganter
Det samme gør sig gældende, når vi ser tilbage udfordringerne omkring coronatest, da staten ikke formåede at holde tempoet ved egen kraft. Her trådte Novo Nordisk til.
Listen over private virksomheders bidrag til krisens løsning er lang og imponerende, når man hele tiden tager i betragtning af, at markedet på mange måder var eksproprieret af staten.
Det billede jeg mener, man bør holde fast i er, at hverken Stat eller Marked kan løse kriser af den dimension, som coronakrisens første 100 dage har vist os.
Samarbejde er det tandhjul, der skal til og her kan man roligt sige, at det private erhvervsliv som en anden hjælpepakke for staten har spillet en central rolle i statens kriseberedskab, hvor man blandt andet har bidraget med viden og ekspertise om transport, logistik, indkøb og produktion af værnemidler.Skal vi tage noget med fra de første 100 dag, så handler det og de utal af unikke stykker af samarbejder og bånd der er krydset på tværs af offentlig og privat. Det er den indstilling til samarbejde vi børe lære af og udvikle, frem for at falde tilbage på ideologiske automatpiloter.
