I 2018 viste tal fra Danmarks statistik for første gang, at der var flere private daginstitutioner end selvejende i Danmark. Dermed er der siden 2005, hvor Folketinget vedtog en såkaldt etableringsret for private daginstitutioner sket en væsentlig ændring af daginstitutionslandskabet.
Mens langt hovedparten af de danske daginstitutioner ejes og drives af kommunen, så ser den private daginstitution ud til på 10 – 15 år at have fortrængt den selvejende som det primære alternativ til de kommunalt drevne dagtilbud. Den selvejende model der har en lang tradition i Danmark, og går tilbage til tiden før kommunerne begyndte at tilbyde børnepasning er i frit fald med hensyn til markedsandel.
Hver sektor sin model for daginstitutionAf de tre ejerskabsformer på daginstitutionsområdet kan man lidt forenklet kan sige, at de hver repræsentere en sektor i form af henholdsvis det offentlige, markedet og civilsamfundet.
Det stigende antal private daginstitutioner skyldes ifølge Danske Daginstitutioners Landsorganisation (DLO) kommunale spareøvelser og overdrevent bureaukrati. De ‘private’ daginstitutioner drives ofte af ildsjæle, der vil bidrage til det lokale fællesskab og ønsker at drive daginstitution uden overdrevent bureaukrati.
Mandag Morgen har d. 8. april 2019 beskrevet, at der er kommet langt flere private daginstitutioner de seneste år. Ifølge tænketanken CEPOS udgør de 6% af markedet opgjort ud fra antal børn.
I faktiske antal institutioner ligger man på ca 500.
Men i realiteten er de ‘private daginstitutioner’ ikke særlig private. De drives primært af forældredrevne institutioner, der har taget over, hvor kommunen har givet op, eller som har frigjort sig fra en for stram driftsaftale med kommunen. Det er den fortælling som OPS-Indsigt får, da vi ringer rundt til en række private daginstitutioner. Alle er frustrerende over regeringens aftale med forligspartierne, men egentligt ikke overraskede.
For meget bureaukrati
“Vi har opgørelser, der viser, at personalet i en daginstitution nemt kan bruge halvdelen af deres arbejdstid på at udfylde skemaer, evaluere og indrapportere til diverse undersøgelser krævet af den kommunale forvaltning. Til sidst får lederen og forældrekredsen nok og søger i stedet om at blive godkendt som private leverandører af dagtilbud. Simpelthen for at blive fri for bureaukrati”, siger Tanja Krabbe, sekretariatschef i Daginstitutionernes Lands Organisation, DLO.
Det er ikke kun evaluering og dokumentation, der begrænser ledelsen i daginstitutionerne. De kommunale og selvejende institutioner er ofte tvunget til at bruge bestemte indkøbsaftaler, deltage i netværksmøder og andet, som de egentlig ikke finder nyttige. ”Alt sammen krav, der stækker den faglige dømmekraft og selvbestemmelsen hos den lokale ledelse”, siger Tanja Krabbe.
Ildsjæle eller profitmagere
Private institutioner adskiller sig fra selvejende på flere måder. I en selvejende institution er forældrebetalingen den samme som i en kommunal institution. I en privat institution kan bestyrelsen beslutte at kræve en højere betaling.
Det gør, at de private institutioner er blevet beskyldt for at skabe A- og B-hold i forhold til, hvilke forældre der har råd til at betale.
En anden forskel handler om muligheden for at trække profit ud af institutionen. Er der overskud i en selvejende institution, så bliver overskuddet i institutionen og kan bruges næste år. Er der derimod overskud i en privat institution, så kan overskuddet udbetales som profit til ejeren eller ejerne.
Profitangst skaber modstand i venstre side af Folketinget
Netop spørgsmålet om profit betyder, at de private institutioner fra starten har været mødt med skepsis fra især venstre side af folketingssalen. Både Enhedslisten og SF har således af flere omgange forsøgt at få afskaffet muligheden for at ”lave profit på børn”. Her har man omvendt været positive over for de selvejende, på grund af deres forankring i civilsamfundet.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har tidligere givet udtryk for at hun ikke er begejstret for den store vækst i private daginstitutioner:
”Vi har slet ikke støttet, at der skulle være private daginstitutioner. Socialdemokratiet stemte imod, dengang det blev indført. Det er helt fint, at der findes alternativer til de kommunale daginstitutioner i form af selveje. Men det skal ikke være på en måde, hvor man kan melde sig ud af fællesskabet eller trække penge ud af institutionerne”. Sagde hun til Netavisen Pio, da hun var i opposition
Hun pegede dengang på, at daginstitutionsområdet adskiller sig fra skoleområdet. Her har man også private skoler, men modsat på daginstitutionsområdet, så er det her ikke muligt at trække overskud ud som profit.
