Karakteristikken af et velfærdssamfund under pres er over de seneste måneder blevet skarpt tegnet op af medier, brancheorganisationer og politikere.Vi står med nogle demografiske udfordringer som over 60.000 flere børn og 180.000 flere ældre over 80 år inden for de næste ti år. Samtidig står vi med en arbejdskraftsmangel på eksempelvis 10.000 uddannede pædagoger ifølge BUPL, for slet ikke at tale om behovet for sundhedpersonale.
Billedet af at vi i den grad mangler penge og hænder til at levere de velfærdsydelser, som vi indtil nu har taget for givet, har brændt sig så fast på de flestes nethinder, at man skulle tro, at det var trængt ind i alle afkroge af samfundet.
To ud af tre kommunale institutioner samarbejder med frivillige
En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at to ud af tre kommunale institutioner samarbejder med frivillige og foreninger. Det burde i førnævnte perspektiv være noget man omfavnede positivt.
Indtil nu har ofte været således, at frivillige foreninger hentede støttekroner ind alle mulige steder fra, mhp at foreningerne kunne gennemføre deres bidrag, hvad enten det var mødet mellem generationer på plejehjem, eller en koloni for en folkeskoleklasse et sted i Danmark.
Men hvad sker der, når disse frivillige foreninger ændrer karakter i takt med, at velfærdssamfundet udfordringer presser på i form af færre hænder og færre penge?
Hvad sker fx, når forældre med udgangspunkt i en stærke danske foreningstradition opretter en støtteforening, der begynder at skaffe penge til trampoliner, shelters, lap tops og musikinstrumenter til musiklokalet fordi de kommunale folkeskoler mangler penge?
Politikere og faglige foreninger ude af takt med tidens bevægelser
Reaktionerne kunne man følge i den forgangene uge, da flere af TV-kanalerne bragte fantastiske historier om forældre, der var trætte af smalhals i folkeskolerne.
Danmarks Lærerforening var straks ude med forbehold.
”Den økonomiske opbakning skulle ikke være nødvendig. Vi skal have en folkeskole, som er drevet af offentlige midler, og det skal være tilstrækkeligt,” sagde næstformand Dorte Lange til DR.TV Midt- og vestjylland, da de bragte en omtale af, hvordan en kommunal folkeskole i Sevel havde fået et elektrisk klaver til musiklokalet.
Udtalelser som disse illustrerer, trods viden om det modsatte en paradoksal tro hos faglige foreninger på, at den offentlige sektor kan alt. Det er dybt bekymrende, når man næsten med det blotte øje kan se, at det er på høje tide, at vi finder nye veje at gå, hvis vi skal nå frem til velfærdssamfundet version2.
Billedet af manglende realisme blev i løbet af ugen yderligere forstærket, da skoleledernes formand Claus Hjortdal overfor TV2, understregede, at det er en kommunal opgave at drive folkeskolen, og det er de enkelte kommuner, der beslutter, hvor mange midler skolen skal have. Underforstået vi er glade for støtteforeningerne, så længe de bager kager til diverse arrangementer, men vi er ikke interesserede i dem som en faktor med indflydelse.
Spøgelset om brugerbetaling runger hult i en tid, hvor borgerne efterspørger mere privat velfærd
Professor Jørgen Gaul Andersen har tidligere til magasinet Mandag Morgen (d. 22/5 2019) sagt, at en kombination af den økonomiske opbremsning i den offentlige sektor og den offentlige velfærds manglende evne til at tilfredsstille borgernes behov, medvirker til at der lige nu er basis for efterspørgsel af mere privat velfærd.
Frivillighed kan ikke oversættes som privat velfærd, men de frivilliges indsats er en udtryk for samme villighed og efterspørgsel som Jørgen Gaul Andersen angiver. De frivillige investere jo stadig stigende mængder af ressourcer økonomisk og tidsmæssigt i en velfærdsindsats, de mener, at se behov for (Efterspørger)
Derfor runger derfor hult og ude af trit med tiden, når undervisningsordfører for Enhedslisten, Jakob Sølvhøj til TV2 omkring støtteforeninger på folkeskoleområdet udtaler, ”Vi har jo indrettet vores folkeskole sådan, at den er gratis. Det står ovenikøbet i vores grundlov, og så bliver det jo en uskik, når man indfører sådan en brugerbetaling ad bagdøren.”
Han mener, at det forvrænger folkeskolen således, at det ikke længere er et ens og lige tilbud til alle.
Det er nogle af stifterne bag støtteforeningerne uenige i. De mener nemlig, at der allerede er en økonomisk ulighed i, hvilke midler folkeskolen har til rådighed.
Og det kan de sådan set have ganske ret i. Forudsætningerne for de enkelte kommuneskoler er jo på ingen måder ens. Eksempelvis ift bygninger, optageområde, faglig bemanding, fortolkning af læringsprincipper osv.
På den led må man bare erkende at civilsamfundets frivillige foreningers transformation i disse år er en udfordring for det grundfæstede tankesæt hos en del traditionelle aktører omkring den offentlige sektor. I stedet for at omfavne dem og profitere af den energi, der ligger i disse foreninger er deres utidsvarende automatreaktioner potentielt medvirkende til at reducere fremdriften ift version 2.0 af vores velfærdssamfund.
