Københavns Madhus er historien om et “spin off” af offentlig innovation, der ikke overlevede på det private marked i reel konkurrence med andre. Virksomheden formåede ganske enkelt ikke at tilpasse sig de markedsvilkår der var i branchen efter at det var blevet sluppet fri af Københavns Kommune, som grundlagde virksomheden i 2007.Sådan kunne man godt indlede en nekrolog, da det nu er en kendsgerning at Københavns Madhus er gået konkurs, knapt seks år efter det blev “spundet ud ” af Københavns Kommune.Men vælger man, at se det i et lidt mindre anti-offentlig perspektiv er der grund til at hæve glasset og takke både Københavns Kommune, men også de entreprenante medarbejdere der grundlagde Københavns Madhus.En god ide, engagement og et kvalitetsprodukt gør det ikke alene på et privat markedKøbehavns Madhus gjorde noget og rykkede på en udvikling i markedet, men derfra er der langt til at kunne overleve som selvstændig enhed Det er nemlig ikke så nemt, at udvikle et selvstændigt produkt som kan bide sig fast i markedet. Fra innovationsforskningen ved vi, at det er under ti procent af innovative projekter der bliver til et salgbar produkt og under ti procent af disse ender med at blive til en virksomhed, der kan spindes ud. Vi skal bare se på statistikkerne for antallet af konkurser eller virksomhedslukninger blandt IVS-er (de såkaldte 0-krone selskaber) for at få en ide om, hvor svært det kan være at komme ud over rampen og få succes på marked.Fakta er Københavns Madhus er gået konkurs, det skriver bestyrelsesformanden for Fonden Københavns Madhus, Rasmus Kjeldahl, på sin LinkedIn profilBaggrunden skulle angiveligt være at banken som han skriver smækkede banken kassen i, det vil sige likviditeten slap op og madhuset mistede derfor muligheden for at udbetale løn og andre regninger.Københavns Kommune havde ved opstarten af Københavns Madhus en vision om at sikre kommunens borgere bedre og sundere måltider.Det var blandt meget andet Københavns Madhus, der i 2008 stod bag den første madskole i København, og året efter præsenterede skolemadskonceptet EAT. Samme fik Københavns Madhus opgaven sikre, at København nåede 90 pct. økologi i 2015. Et visionært projekt der endte med et spin-off, som aldrig helt slap fri af København
Men selv om Madhuset efter sin frigørelse af Københavns Kommune og fik opgaver uden for hovedstaden, har Københavns Kommune hele tiden været den altafgørende storkunde.
»Desværre har kommunen i stigende gad valgt andre leverandører, det har punkteret omsætningen så eftertrykkeligt, at det reelt har lukket butikken«, siger Rasmus Kjeldahl til Politikken.Han lægger ikke skjul på, at Madhuset i flere udbudsrunder har tabt opgaver til firmaet Løgismose Meyers, der blandt andre er ejet af Claus Meyers familievirksomhed.
Mens Københavns Kommune tidligere sikrede 70-80 procent af Madhusets omsætning, er det nu et par millioner om året, og det er bare ikke nok, understreger Rasmus Kjeldahl.
Egenkapitalen er væk, og opgaverne fra Københavns Kommune blev for få.“Vi blev skabt af Københavns Kommune til at være deres udviklingsmotor, men hen ad vejen har kommunen slukket motoren og valgt de billigere alternativer – vel vidende at vi ikke kan og vil sætte priserne så lavt, at det går alvorligt ud over kvaliteten i vore projekter”.
På LinkedIn-opslaget skriver Kjeldahl også: “Kunne vi have gjort ting anderledes; arbejdet hårdere, truffet nogle bedre beslutninger, råbt mere op? Der er sikkert mange synspunkter om dette! Desværre havde vi nok alligevel ramt muren – for København ville os ikke nok! Det beseglede vores skæbne.”
Bestyrelsesformanden efterlader os med den forståelse at Københavns Kommune som forældre til Københavns Mads burde have trådt ind og holdt hånden under barnet.Det kan man helt sikkert skændes om politisk og i medierne, men når man ser på “spin-off-virksomheder” på et privat marked, kan man kun sige at Københavns Kommune blot har gjort som så mange andre stiftende innovative investorer.De har taget risikoen og udgifterne ved opstarten. Derefter har de fået det ud af projektet de kunne, sluppet det fri, behandlet de som alle andre leverandører og set om det kunne flyde. Velkommen til virkeligheden for spin-off-virksomheder.Men hvad er spin-off-virksomheder egentlig en for en størrelse?“Spin-off” bliver i flere forskningsmæssig sammenhæng defineret som nye, selvstændige virksomheder, der udspringer af allerede eksisterende, private virksomheder. Spin-off adskiller på den måde fra ’traditionelt’ iværksætteri, ved at der er involveret en forældrevirksomhed. En række erfaring og undersøgelser viser, at spin-off virksomheder, der startes på baggrund af viden og kompetencer erhvervet i forældre-virksomheder, generelt klarer sig bedre end uafhængige iværksættere. Den primære forklaring på spin-off virksomhedernes højere succesrate er, at de medarbejdere, der starter den nye virksomhed, har erhvervet erfaringer og høstet viden i deres hidtidige job, som de drager nytte af. Samtidig kan de ofte trække på ressourcer fra den eksisterende forældrevirksomhed. For eksempel ordrer (kunde) eller kapital (medejer). Det hører dog også med til erfaringerne at, at spinoff-iværksættere overtager forretningsrutiner og ledessespraksis fra forældrevirksomheden. Derfor kan succes, ligesom fiasko gå i arv fra forældrevirksomhed til spin-off virksomhed. Ganske naturligt at Københavns Kommune trækker en streg i sandetDet kan i det perspektiv derfor ikke udelukkes at Københavns Madhus, aldrig rigtig frigjorde sig fra Københavns Kommunes DNA som offentlig virksomhed, hvad enten det nu var mht forretningsrutiner eller forventningen om af “forældrevirksomheden” uanset udfordringerne kom og hjalp.Det understøttes i et vist omfang af Rasmus Kjeldahls udtalelse til Politikken, hvor han bl.a. siger “Jeg vil sige, at hvis man i toppen af den politiske ledelse på Rådhuset oprigtigt havde været interesseret i, at Madhuset skulle fortsætte – så havde vi nok overlevet”.Spørgsmålet er om det ikke at ganske naturligt at Københavns Kommune trækker en streg i sandet her og ikke anvender flere skattekroner til at understøtte en uafhængig virksomhed på et privat marked med risiko for at blive beskyldt for ikke at ligebehandle sine leverandører
