Af Steen Houmark – steen@nb-medier.dkI følge Professor, Jørgen Goul Andersen befinder vi os midt i en økonomisk opbremsning uden historisk sidestykke. Han siger d. 22 maj til MandagMorgen; ”Der kommer en lille vækst i det offentlige forbrug per indbygger i de kommende år, hvis de (S&V) indfrier løfterne. Men der er fortsat tale om en markant anderledes udvikling end tidligere. Det er en ganske stram økonomisk politik.”Det sidste er interessant. En stram økonomisk politik er måske ikke lige det vi forbinder med statsministerkandidater, der lover, at milliarderne vil springer op af statskassen, men hvorfor gør de det så?
Uanset hvem der vinder, skal der prioriteres i den måde man udmønter velfærd på
Ser vi på det tyndslidte begreb det demografiske træk, så kan vi i horisonten (2028) se en ældrebefolkning med 150.000 flere ældre over 80 år og tilsvarende 70.000 flere børn i alderen, 0-5 år. Samtidig vil vi mangle ca 41.000 par varme hænder på sosu-området og 10.000 plejehjemspladser, hvis vi skal have samme service som i dag.Det er udfordringer som disse, der efterhånder står bøjet i neon i vælgernes bevidsthed, som gør at de to statsministerkandidater prøver at illudere at de smider milliarderne i retning af mere og bedre velfærd.Det gør de, fordi der er stemmer i det, men virkeligheden er, som Jørgen Goul Andersen er inde på at vi siden 2010 har været inde i en opbremsning i velfærdsinvesteringerne. Fremadrettet vil vi være tvunget til at prioritere endnu mere i vores velfærd. For selv hvis vi havde pengene, ville vi ikke kunne skaffe hænderne.
Rituel stammedans på en knivsæg mellem vælgere og realiteter
Vi har altså en situation, hvor statsministerkandidaterne navigere på en knivsæg mellem vælgeres forventninger og det realistisk mulige. Min kollega Arne Ullum har tidligere, skrevet om den marginale afstand i velfærdsløfter mellem S og V. Det underbygger for mig at se en bevidsthed hos begge parter om, at den der får nøglerne til statsministeriet i næste valgperiode vil være tvunget til at prioritere i velfærden som vi kender den i dag.En prioritering der kan medføre, at vi går fra et velfærdssamfund med en behovsbaseret tilgang til at modtage ydelser fra det offentlige, til en velfærdsstat hvor ydelserne bliver færre, mere trangsbaserede og hvor velfærdsleverancer spredes til flere aktører end i dag.
Når den offentlige velfærd ikke længere tilfredsstiller borgernes behov åbnes døren ligeså stille til private løsninger
Det er kombinationen af den økonomiske opbremsning og den offentlige velfærds manglende evne til at tilfredsstille borgernes behov, der ifølge Jørgen Gaul Andersen danner basis for efterspørgsel af mere privat velfærd.Vi allerede ser konturerne af af denne udvikling. På den ene side kan vi iagttage en øget borgerfrustration i den offentlige debat om uindfriede forventninger. På den anden side en efterspørgsel af selvbetalte velfærdsydelser, hvor borgeren går uden om det offentlige for at slippe for bl.a. bøvl og frustrationer, men også i forventningen om, at få en bedre servicekvalitet end det du kan få i det offentlige.
Når marked overhaler det offentlige – en folkemøde debat værd
Vi taler her om mange typer af private løsninger som; velfærdforsikringer, lægeydelser, aflastningsophold, psykiatriske udredninger, omsorgstilbud og meget, meget mere.Dette bagtæppe lægger i det hele taget op til en klassisk ops-debat, som vi har behov for at få drøftet nærmere. Netop derfor har Folkemødets debatscene for offentlig-privat samarbejde (OPS-Scenen) sat temaet på dagsordenen fredag d. 14 juni kl. 15.00 – 16.00.Kilder: Ritzau, Danmarks Statistik, MandagMorgen
