I Holstebro Kommune stiger priserne på praktisk hjælp og personlig pleje med henholdsvis 10 og 14 pct. fra 2021 til 2022. Det betyder, at praktisk hjælp fremover kan faktureres med 648 kr. i timen og personlig pleje stiger til 688 kr. i hverdagstimerne incl moms. Det fremgår af et dagsordenspunkt hos kommunens fagudvalg.
Priserne er interessante for de er beregnet i en af de fem kommuner, som arbejdsgiverorganisationen KA Pleje har stævnet for at betale leverandørerne af frit valg for lidt.
Sidste år var KA Pleje ude med et bud på, hvad der var den ”korrekte pris” og her bliver det interessant i lyset af, at Holstebros nye priser på personlig pleje ligger lige omkring den mindste pris, som KA Pleje opstillede sidste år, som den korrekte mindstepris.
Revisionsfirma har godkendt metoden
Samlet set er Holstebro Kommune stævnet for godt 60 millioner kroner, men det skyldes ikke presset fra retssystemet, at priserne stiger i Holstebro, lyder det fra vicekommunaldirektør Claus Brandt.
”Vi har ligesom de tidligere år, anvendt de samme principper som de foregående år,” siger Claus Brandt til OPS-Indsigt.
Det betyder, at man har taget regnskabet fra 2021 og set på de omkostninger det indeholder, ”Herefter har vi så justeret priserne og varslet det til leverandørerne,” siger Claus Brandt.
I Holstebro anvender man den takstberegningsmetode, som kommunens revisionsfirma (PWC) har godkendt. Når man læser i dagsordensteksterne, kan man se, at den bl.a. bygger på KL`s vejledning fra 2014.
Behov for en mere konkret vejledning
Men den nuværende vejledning er ikke konkret nok som værktøj, hvis man spørger Claus Brandt.
”Den nuværende vejledning giver vide muligheder for fortolkning og forskellige metoder til udregning og derfor er det godt, at KL arbejder på en ny og mere konkret vejledning,” siger Claus Brandt til OPS-Indsigt
Claus Brandt fortæller samtidig, at kommunen ikke har fået en henvendelse fra KL i forhold til, hvordan de er kommet frem til deres priser og det må siges, at være bemærkelsesværdigt, da Holstebro Kommune som sagt er en af de kommuner, der befinder sig så meget i ilden, at de må have erfaringer, de kan give videre.
Det er desuden værd at bemærke, at det revisionsfirma, som har hjulpet Holstebro Kommune, ikke er det sammen, som KL anvender som ekstern bistand i deres arbejde med en ny vejledning. En opgave som OPS-Indsigt erfarer befinder sig i et vadested om, hvorvidt den fortsat skal løses i samarbejde med Deloitte eller KL skal hjemtage den.
Claus Brandt erkender, at dette års priser er steget meget, ” men det hænger sammen med de udgifter, vi har haft i forbindelse med corona, så vi forventer, at de falder igen til 2023,” siger Claus Brandt
Når priserne for 2022 træder først i kraft fra september 2022, skyldes det, at man kontraktligt er forpligtet til at varsle leverandørerne tre måneder ved prisjusteringer og det hvad enten det er i op eller nedadgående retning
Ikke en men to sager
Situationen i Holstebro Kommune har udviklet sig siden sidste år. Nu er man ikke kun udfordret af en stævning, men står med hele to.
Den ene stævning er den KA Pleje har rejst på vegne af den lokal leverandør Kjær for at have betalt leverandøren for lidt frem til 2020. Den sag er procesmæssigt gået i tomgang, da man afventer højesteretsdommen i forhold til Brønderslevsagen.
I Holstebro Kommune har man derfor væbnet sig med tålmodighed, men er optimistisk. ”Vores sag er lidt anderledes end den i Brønderslev,” siger vicekommunaldirektør Claus Brandt.
Den anden stævning er rejst af den sammen frit-valgs-leverandør i forlængelse af den første for årene 2021 og frem.