Da Ældreministeriet offentliggjorde årets største kvalitetsmåling på plejehjem, var tonen entydigt positiv. Minister Mette Kierkegaard konstaterede i pressemeddelelsen, at “plejehjemmene er langt bedre end deres rygte”, når 91 procent er tilfredse eller meget tilfredse med hjælpen.
Og ja – tilfredsheden er høj – Men når man læser hele undersøgelsen – og ikke kun ministerens – eller måske embedsværkets udvalgte pointer – opstår et mere komplekst billede:
De vigtigste strukturelle kvalitetsdata ligger ikke i det, ministeren fremhæver, men i det, hun udelader.
Læs også: Paradoks: De ældre er mest tilfredse dér, hvor færrest ved, at de kan vælge at bo
Ministeren nævner tilfredshed – men ikke hvor den er højest
Det mest markante tilfredshedstal i hele denne del af undersøgelsen er ikke 91 procent tilfredse i alt.
Det er, at:
- Friplejehjem har 61 % meget tilfredse beboere,
- mens kommunale plejehjem ligger på omkring 54 %.
Altså: Den højeste tilfredshed findes dér, hvor borgeren aktivt skal vælge at bo – ikke i den kommunale standardmodel.
Denne pointe nævnes ikke med ét ord i ministerens pressemeddelelse, selvom den går direkte ind i ældrereformens kernebegreb: frisættelse.
44 procent kendte ikke frit valg – men ministeriet nævner det slet ikke
Et andet af undersøgelsens hovedfund er, at 44 procent af plejehjemsbeboerne vidste ikke, at de havde ret til frit valg af plejehjem.
Det er en ret spektakulær oplysning i et velfærdssystem, hvor “frit valg” har været politisk kardinalpunkt i mere end to årtier – og særligt under denne regerings reformretorik.
Men i Ældreministeriets egen pressemeddelelse? – Total tavshed.
I modsætning til Dansk Industri’s reaktion, hvor branchedirektør Jakob Scharff siger:
“Det bekymrer mig, at vi plus 20 år efter indførelsen af det frie valg ikke er lykkedes med at oplyse borgerne om, at det faktisk findes.”
Vi har altså et valgsystem, der fungerer på papiret, men ikke i praksis.
Fra hjemmepleje til plejehjem – samme mønster
Og hvis dette kun var et problem i én undersøgelse, kunne det måske afskrives som en parentes.
Men vi skrev for nylig en kommentar om NB-Ældre-undersøgelsen, og her dukkede præcis den samme problematik op.
I NB-Ældre-analysen viste vi, at:
- Frit valg undervurderes metodisk
- Borgernes leverandørskift tolkes negativt
- Kommuner får bonuspoint for mindre brug af frit valg
- Privatsektorens erfaringer er udeladt af ekspertudvalget
Man overser ganske enkelt frihedseffekten og netop det sker igen i den nationale plejehjemsundersøgelse – blot i en anden variant:
Her er det ikke målesystemet, der undervurderer frit valg.
- Det er borgerne, der ikke kender det.
- Og ministeriet, der ikke nævner det.
Det er to forskellige symptomer, men samme diagnose:
Frit valg og frisættelse bliver i det perspektiv til politisk retorik og ikke et gennemgående princip i de analyser og informationssystemer, der skal understøtte ældrereformen.
Tyndt grundlag for kommunerapport
Det næste bemærkelsesværdige fund, som ministeren ikke nævner i sin pressemeddelelse, er svarprocenten på 35 % blandt de 28.015 beboere på plejehjem, der har haft mulighed for at deltage i undersøgelsen.
Det giver på kommuneniveau, den barokke situation, at eksempelvis 14 besvarelser i Gribskov Kommune udgør 100 pct. af kommunens svar. Det skal ses i perspektiv af, at kommunen på tværs af plejehjemsformer har over 400 plejeboliger. Med andre ord et temmelig tyndt grundlag for en rapport, hvor kun 3,5 pct. har svaret om tilfredshedsniveauet på vegne af alle de plejehjem, der ligger i kommunen.
Alligevel har Ældreministeriet udarbejdet over 90 kommunerapporter.
Kommer tæt på dem der har svaret
Når Gribskov Kommune er interessant, er det ikke så meget, fordi 100 pct. af besvarelserne er enten tilfredse eller meget tilfredse, som gør, at kommunen ligger i top 8 i en liste udarbejdet af NB-Ældre på baggrund af undersøgelsens resultater.
Det interessante ved Gribskov Kommune i OPS-sammenhæng er, at den har Danmarks højeste IKU-tal på 46,6 % (udliciteringsgrad) ifølge Indenrigsministeriets nøgletal og det slår også igennem på plejehjemsformerne. To udliciterede (private), To kommunale, fire friplejehjem. I alt over 400 pladser.
Men i rapporten for Gribskov Kommune er besvarelserne opgjort under selveje. (artikel fortsætter efter grafik)
Det vil sige hverken de kommunale, de private eller friplejehjemmene har svaret og nu bliver det rigtig sjovt.
For kender man en smule til Gribskov kommunes plejeinfrastruktur, kan man næsten lokalisere den gang på det plejehjem, hvor besvarelserne kommer fra. Et af plejehjemmene er bygget af flere omgange, og oprindeligt bygget som selvejende, men undervejs omlagt til friplejehjem i en selvejende form.
Vi er altså nede på et dataniveau, hvor vi næsten kan banke på døren hos dem der har svaret, hvis vi kender kommunen. – Det er ikke i orden og her skal vi tænke på, at det kun var 14 besvarelser.
Tal-hygiejne er nødvendig
Det betyder nu, at de oversigtskort der laves i medierne over tilfredsheden på landets kommuners plejehjem – således som NB-Ældre fx har gjort det med udgangspunkt i denne undersøgelse – er mild sagt helt skæve, hvis man blander alle tal sammen og begynder og tale om tilfredsheden på kommunens plejehjem på tværs af ejerformer og organisering.
For her har vi faktisk for få tal i alle de kommuner, vi har tjekket af.
Jeg vil her bemærke, at man som kommunal forvaltning har ganske få værktøjer til, at gribe ind overfor ikke-kommunale plejehjem med dårlig tilfredshed. Netop derfor er det nødvendigt, at opretholde en ordentlig talhygiejne i denne type undersøgelser og ikke blande alle data sammen fra forskellige ejerformer i de her oversigter.
For hvad er lige op og ned i de her tilfredshedstal, når vi taler kommunale og ikke-kommunale plejehjem?
Risiko for ildspåsættelse
I Gribskov Kommune kunne en politiker læne sig tilbage og bekræfte overfor sig selv, at tilfredsheden er stor – baseret på 14 besvarelser, men ser du fx på Rebild Kommune, som i NB-Ældres opgørelse er markeret rød med en tilfredshedsprocent på 89,5, så kunne en politiker godt gå hen og tro, at det var dårligt.
Rebild er en kommune med fem kommunale plejehjem og to friplejehjem – en kapacitet på godt over 300 boliger – men med en svarprocent på ca. 10 pct. (31 borgersvar)
Går vi længere ned i tallene, er det 3 borgersvar, der gør, at kommunen ikke ligger “bedre”. Det vil sige muligheden for at bringe kommunen over 90 pct. tilfredshed på tværs af alle plejehjem. – En del af dette skyldes èn borgers besvarelse på èt friplejehjem, som kommunen ikke har ledelsesmæssig kontrol med.
Her kan man stille sig selv spørgsmålet: Hvad skal vi med de oplysninger? og giver det overhovedet mening med svar på kommuneniveau, når datamaterialet er så tyndt på kommuneniveau? – For slet ikke at tale om, at det her måske kan virke som ildspåsættelse i visse kommuner, politisk og forvaltningsmæssigt.
Man fejrer tallene – men glemmer konsekvenserne
Tilbage til ministerens pressemeddelelse, så kan vi konstaterer, at hun hæfter sig ved, at undersøgelsen er “et godt udgangspunkt” for kommunernes arbejde. Men hvad er udgangspunktet for en reform, der taler om frisættelse, når:
- valgfriheden ikke praktiseres,
- borgerne ikke er informeret,
- og de mest tilfredse beboere bor dér, hvor borgerne sjældent ved, at de kan flytte ind?
Når de mest strukturelt betydningsfulde tal udelades fra den politiske fortælling, bliver reformens nøgleord tomme.
To undersøgelser – samme demokratiske blinde vinkel
I denne tid oversvømmes velfærdsområdet af undersøgelser, fra snart sagt alle kanter og spreder ikke nødvendigvis klarhed. På Ældreområdet afslører både NB-Ældre-undersøgelsen og den nye plejehjemsundersøgelse den samme grundlæggende udfordring:
Vi taler om frit valg og frisættelse – men vi måler det ikke, bruger det ikke og informerer ikke borgerne om det.
Det er ikke blot en teknisk fejl. Det er en strukturel skævhed, der påvirker:
- kvalitet,
- borgernes rettigheder,
- markedets dynamik,
- og hele incitamentssystemet i ældreplejen.
Eller sagt mere direkte:
Når reformen lover frisættelse, men praksis overser valgfrihed, så får vi et ældreområde, der ser bedre ud på papiret end i virkeligheden.
Det her var ugens lidt lange OPS-pointe, men jeg synes den bør tages alvorligt.
