I forbindelse med regeringens reformudspil for almen praksis er der opstået en markant konflikt, som sætter fokus på balancen mellem det offentlige og private samarbejde inden for det nære sundhedsvæsen.
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har støttet reformens overordnede målsætninger om at styrke almen praksis, men en lille justering af Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger på området falder lægerne for brystet.
Det handler om længere åbningstider og tilgængelighed, fremgår det af sundhedsudspillets Del 2.
I stedet for den eksisterende model, hvor lægerne er selvstændige erhvervsdrivende, frygter PLO-formand Jørgen Skadborg ifølge Altinget, at staten vil centralisere kontrollen og fratage lægerne deres forhandlingsret om arbejdstid og arbejdsforhold.
Udsagnet er interessant, fordi de praktiserende læger som private aktører levere sundhedsydelser under en offentlig rammeaftale. Gennem dette samarbejde har lægerne i dag en betydelig grad af autonomi, hvad angår organiseringen af deres arbejde. Men regeringens forslag om at lade staten diktere lægernes åbningstider og tilgængelighed bliver af mange læger set som et skridt mod en mere centraliseret styring af frihedsgraden.
Hvis balancen tipper
PLO-formand Jørgen Skadborg har advaret kraftigt mod denne udvikling, som han betegner som et alvorligt brud med den nuværende aftalebaserede model.
”Hvis man går ind og piller ved det, så er det et alvorligt brud på vores aftalesystem, hvor vi bliver nødt til at sætte foden ned og sige, at det ikke går,” siger han.
Hans advarsel er ikke blot en teknisk bemærkning, men et udtryk for en bredere frygt blandt lægerne.
Skadborg peger på, at cirka 30 procent af de praktiserende læger allerede er tæt på pensionsalderen eller udbrændte. Hvis disse læger oplever, at staten ensidigt dikterer deres arbejdstid uden forhandling, kan det føre til, at op mod 1.000 læger forlader faget, i stedet for at man når målet om at rekruttere 1.500 flere inden 2030.
Man risikerer altså at gå fra et rekrutteringsperspektiv til et reduceringsperspektiv.
Dette problem illustrerer udfordringen ved at finde den rette balance mellem offentlig kontrol og privat initiativ. Samarbejdet og aftalerne med stat og regioner er afgørende for at levere ydelser af høj kvalitet og samtidig sikre lægerne den nødvendige frihed til at drive deres praksis på en måde, der passer dem. Hvis balancen tipper for meget i ”statens” favør, risikerer systemet at blive mindre fleksibelt og mindre attraktivt for de læger, der skal drive det.
Eksisterende model udfordret
Den danske model for almen praksis er baseret på, at lægerne som liberalt erhverv ikke er offentligt ansatte, men arbejder under en rammeaftale i form af en overenskomst, der fastsætter rammerne for deres arbejde, mens de beholder ejerskabet over deres praksis.
Denne hybridmodel har været en succes, hvor man har kunnet kombinere det bedste fra begge verdener: fleksibiliteten fra privat virksomhed og stabiliteten fra det offentlige.
Men det nye forslag fra regeringen, hvor en national sundhedsmyndighed (Sundhedsstyrelsen) skal bestemme lægernes åbningstider og tilgængelighed, rokker ved denne balance. For mange læger vil dette føles som en bevægelse væk fra en samarbejds- og forhandlingstanke til en mere topstyret model, hvor staten overtager stadig mere kontrol.
”Det svarer til, at man overruler en kollektiv overenskomst og går ind og pålægger øget arbejdstid til en bestemt faggruppe i Danmark,” siger Jørgen Skadborg.
Insisterer på forhandling
Regeringen har fremhævet nødvendigheden af reformer for at sikre større tilgængelighed i almen praksis og løse udfordringer med lægemangel i særligt udkanten af Danmark.
Derfor ønsker man en stærkere central styring for at sikre ensartede sundhedsydelser på tværs af landet, og det er her, at spørgsmålet om offentligt-privat samarbejde kommer til sin kerne:
For hvordan sikrer man på den ene side statslig kontrol med kvalitet og tilgængelighed, uden at det går ud over lægernes frihed og motivation?
Jørgen Skadborg er ikke imod ændringer, men han insisterer i artiklen på, at de skal forhandles. En statsligt defineret opgavebeskrivelse er i sig selv velkommen, mener han, fordi det giver klarhed over, hvad lægerne skal levere. Men ændringer i arbejdstid og tilgængelighed skal fortsat forhandles gennem det eksisterende system, hvor PLO og politikerne sammen finder løsninger.
Konkurrence fra både offentlige og private aktører
Regeringen har også lagt op til at åbne for, at regioner kan oprette egne lægeklinikker eller trække på eksempelvis private som eksempelvis Alle Lægehus og Nordic Medicare, hvis der ikke er nok praktiserende læger til at dække behovet.
Dette repræsenterer et markant skifte i måden, hvorpå almen praksis organiseres, og det kan få konsekvenser for samarbejdet mellem den offentlige og private sektor. For hvor der før kun har været tre aktører: Staten, Regionerne og PLO-lægerne, så bliver der med reformen plads til flere leverandørprofiler end de traditionelle PLO-læger.
Jørgen Skadborg har i princippet intet imod denne form for konkurrence, men han advarer mod utilsigtede konsekvenser.
”Man kan dog være bekymret for, om det kan bruges til at undergrave ydernummersystemet, hvis man sætter en udenlandsk koncern til at passe en mængde patienter tidsubegrænset, så vi pludselig får et schweizisk eller saudisk konsortium, der driver almen praksis,” siger han.
Når regionerne begynder at oprette egne klinikker, kan det true den eksisterende model, hvor praktiserende læger fungerer som selvstændige erhvervsdrivende. Hvis den regionale sektor overtager en stadig større andel af sundhedsvæsnet, kan det i sidste ende betyde en form for monopolisering, hvor den private aktør mister sin relevans.
sho/