Debatindlæg af Mads Roke Clausen, ph.d. og direktør i LOS
De sociale fonde leverer den bedste kvalitet i socialt arbejde i Danmark – det viser de officielle tal fra Socialministeriet. Fondene er specialiserede i at hjælpe mennesker med meget komplekse udfordringer, og de konkrete målgrupper, de hjælper, er derfor små. Og for små til at en kommune kan oppebære den nødvendige specialisering i et eget tilbud.
Alligevel ser det ud til, at de sociale fonde bliver Sorteper ved forhandlingsbordet, når kommuner og regering skal lande en ny økonomiaftale i denne uge. Det er trist læsning for alle, som mener, at et samfund skal give den bedste hjælp til mennesker i sårbare og udsatte positioner.
Men hvorfor vil forhandlerne ikke fremme den bedste kvalitet, tænker du måske?
Her får du min forklaring: Forhandlerne er bekymrede over den store stigning i udgifterne på det specialiserede sociale område. Det er helt fair – og vi er mange, som gerne stiller op og bidrager med bæredygtige løsninger her.
Men forhandlerne har deres egne skrivebordsteori, som er hentet fra det såkaldte Torben Tranæs-udvalg. Udvalgets antagelse er, at der er for få udbydere af sociale tilbud, og det betyder, at priserne bliver presset op.
Og derfor skal kommunerne have en særlig hjælp via en lånepulje og lempet på anlægsloftet, hvorved de kan bygge mere kapacitet. Så skal priser nok falde, antages det.
Subsidieret tomgangskapacitet
I LOS måler vi løbende den ledige kapacitet blandt de sociale tilbud – Den ligger gennemsnitligt på 15%, og man kan derfor diskutere, hvorvidt antagelsen (i Tranæs-rapporten) om manglende konkurrence er rimelig.
Derfor melder spørgsmålet sig, om kommunerne – subsidieret af en eksklusive lånepulje – skal opbygge tomgangskapacitet for at få priserne ned?
En sådan ordning vil ramme helt skævt i markedet, og betyde en nedgang for de selvejende institutioner og fonde, som leverer den højeste kvalitet på det sociale område. Der er andre veje at gå, som både sikrer faglighed og bedre økonomistyring fx det vigtige arbejde som pt. pågår om standardiseringer af indsatser via VUM 2.0 og fælles faglige begreber.
Klemt mellem offentlige krav og bankernes nåde
Men det store og strukturelle problem er, at de sociale fonde generelt har rigtig svært ved at skaffe kapital til etablering og derefter til at vedligeholde bygninger og/eller bygge mere kapacitet.
At lånevilkårene er vanskelige, skyldes i høj grad, at kommunerne forbeholder sig retten til at opsige deres kontrakter med en måneds varsel: Det giver stor risiko for ikke at kunne afdragene på lånene – og de sociale fonde får derfor ofte ”nej” fra banker og realkreditinstitutioner.
Anderledes er det for de helt private aktører, som bedre kan skaffe kapital, og netop derfor starter mange nye tilbud i dag som et ApS, hvor man lægger egne eller lånte penge i opstarten af det sociale tilbud.
Min bekymring er, at de selvejende institutioner og sociale fonde – og dermed mennesker med komplekse udfordringer – bliver ladt alene tilbage på stationen – mens det kommunale tog kører af sted med en eksklusiv lånepulje, og de helt private kan klare sig selv.
Kort sagt: Bedst på kvalitet, men ”glemt” i økonomiaftalen. Den tekniske term for denne adfærd er suboptimering – for mig er det bare trist, at vi ikke tænker bredere i tilrettelæggelsen af den sociale indsatser.
