Skip to main content

Borgernes anvendelse af det frie valg vokser på hjemmeplejeområdet. Hele fire ud af ti der er visiteret til hjemmehjælp benytter sig af det frie valg og vælger en privat leverandør. Det er en stigning på lige knap 12 pct siden 2008, fremgår det af en ny analyse fra Dansk Industri, der er baseret på tal fra Danmarks Statistik.

”Vi er naturligvis virkeligt glade for, at danskerne i stigende grad bruger det frie valg. Det viser, at selvbestemmelse er en central værdi for rigtig mange borgere. For os handler det ikke om, hvorvidt borgere vælger en kommunal eller privat leverandør. Det handler om at man har retten til selv at bestemme” siger branchedirektør i Dansk Industri, Jakob Scharff til OPS-Indsigt.

Højeste niveau i seks år

Analysen er interessant af flere grunde, men blandt de mest interessante er, at den viser en resistens overfor årelange kampagner som, ”profit på velfærd”. 

Det vil sige, hvad enten kampagnerne har udspillet sig i medierne og været understøttet af fagforbund på de sociale medier eller i Folketinget, hvor en række partier af ideologiske årsager med lovforslag har ønsket at besværliggøre eller forhindre private velfærdsvirksomheders overlevelse, så har vi de seneste 6 år haft en stabil vækst på lidt over 2.5 pct.

Påstanden om at der har været et markant pres mod det frie valg, er ikke taget ud af den blå luft. Tidligere på året skrev Birgitte Vind (MF, S) således, at borgernes valgfrihed mest af alt var en kilde til bureaukrati og kontrol, hvilket var begrundelsen for, at regeringen ville give kommunerne lov til at sløjfe det frie valg som led i frikommuneforsøgene. SF i Århus har tilsvarende luftet idéen om, at kommunerne fremover selv skulle have lov til at afgøre, om borgerne fortsat skulle have retten til at vælge et privat alternativ, hvis det er dér de mener, de får den bedste service og omsorg.

Man presser altså fra rød blok helt bevidst på for at afskaffe en valgmulighed, som knapt 40 pct. af modtagerne af hjemmepleje i dag aktivt har tilvalgt ifølge DI`s undersøgelse.

 

Frit Valg har bidt sig fast

Samtidig med væksten i tilvalg af frit valg må vi konstatere, at de private leverandører langt fra altid får lov til at drive deres tilbud på lige fod med den kommunale ældrepleje. Vi har bl.a. set klare tegn på underbetaling i form af sagen fra Brønderslev, ligesom kommunerne ofte glemmer at informere borgerne om, at de faktisk har en lovfæstet ret til at vælge et privat alternativ til den kommunale hjemmepleje.

Med andre ord borgernes anvendelse af det frie valg har bidt sig fast, til trods for disse modkampanger og det bekræfter Jakob Scharff.

”Når danskerne i stigende grad bruger det frie valg og vælger private til, ja, så står det i skærende kontrakt til meget af det du kan følge med i på de sociale medier og de politiske udmeldinger fra Christiansborg. Skulle man følge deres spor, så var det Frie Valg ligegyldigt, men man må bare sige, at undersøgelsen viser noget andet,” siger han til OPS-Indsigt.

Kvinder vælger oftere privat

En anden interessant tendens, som går på tværs af alle ydelsestyper, er, at kvinder i 2020 er mere tilbøjelige end mænd til at vælge en privat leverandør. Der er således 8,2 procentpoint flere kvinder end mænd, der foretrækker en privat leverandør, når man ser på alle ydelserne og det indikerer at kvinderne i dag stiller krav til det de får leveret og vælger fra, hvis den kommunale service ikke levere som forventet.

”Vi ser det som en positiv indikator, at det er kvinderne der trækker efterspørgslen af det frie valg i den retning ved netop at tilvælge det frie valg. ”Det tror vi handler om, at kvinder i dag stiller klare krav til, hvad de ønsker og vil have,” siger Jakob Scharff til OPS-Indsigt.

Undersøgelsen peger ind i en ny ældrelov

Der er også sket et skifte i forhold til hvilke aldersgrupper, der primært anvender det frie valg af hjemmeplejeleverandør. 

I 2008 var andelen af dem der valgte en privat leverandør en del højere hos aldersgrupperne 70-79-årige, men siden da har både de yngste aldersgrupper og de ældste overhalet, det man kunne kalde midtergruppen. Det betyder, at i 2020 var det i højere grad de ældste (80+- årige) og de yngre aldersgrupper (under 70), som valgte en privat leverandør.

Denne udvikling kan muligvis skyldes en generationseffekt hos de daværende 70-79-årige, som nu er i den ældste aldersgruppe. Dog er det også muligt, at der er sket et skift i, hvem der foretrækker de private leverandører, ligesom det stigende antal yngre kan varsle en øgning blandt fremtidens ældre.

Jakob Scharff er slet ikke i tvivl om, at det samlede billede af DI`s undersøgelse giver nogle indikationer af, hvor ældrebefolkningen befinder sig og i hvilken retning den bevæger sig

”De her tal er desuden interessante i perspektiv af en ny ældrelov, hvor man politisk også kommer til at drøfte, hvilke grundlæggende principper, som loven skal indeholde og her synes vi klart, at undersøgelsen underbygget et stærkt behov for selvbestemmelse og frit valg,” siger Jakob Scharff

Fem kommuner uden private

Det fremgår desuden af analysen, at der i 2020 kun var fem kommuner, hvor ingen borgere modtog hjælp fra private leverandører. Det kan skyldes, at der ikke findes et privat alternativ i de pågældende kommuner. 

Her ved vi at flere kommuner har og har svært ved at finde leverandører blandt andet har både Hillerød, Greve og Ringsted kommuner ikke fundet nogen leverandør ved de udbud de afholdt i 2021.

 Kommunerne med en høj andel brug af det frie valg er ifølge analysen spredt ud over hele landet, men er særligt koncentreret i Nordsjælland samt Midt- og Sønderjylland.

Enkelte kommuner har særdeles højt brug af private i hjemmeplejen. I Helsingør og Herlev Kommune er der tale om hhv. 70,1 og 68,1 pct.

OPS-Indsigt har kontaktet begge kommuner fordi tallene stikker ret meget af. Hos Helsingør Kommune har man ikke kunnet genkende tallene, men erkender, at det jo er kommunen, der selv har indberettet dem. Derfor undersøges det aktuelt. 

Herlev kommune er ikke vendt tilbage for redaktionens slutning.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply