Kommuner sagsøgt for 100 millioner kroner i for lidt betaling af plejeleverandører

Del artiklen:
Brancheorganisationen KA Pleje har rejst en række sager mod kommuner ved domstolene med krav om millioner for underbetaling af private hjemmeplejevirksomheder.
Brancheorganisationen KA Pleje har rejst en række sager mod kommuner ved domstolene med krav om millioner for underbetaling af private hjemmeplejevirksomheder. - Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

En Landsretsdom nærlæses i flere kommuner for at vurdere deres egen sag ved domstolene om prisberegninger. KL har ikke ønsket at kommentere dommen, men alle aktører peger på, at store forskelle i de forudsætninger kommunerne beregner efter reducerer sammenligheden og kalder på forenkling.

Af Steen Houmark, [email protected]

En landsretsdom, hvor Brønderslev Kommune idømmes at betale 5 millioner kroner til en privat leverandør på ældreområdet, har fået flere arbejdsgiver- og brancheorganisationer til at have armene over hovedet. I Dansk Industri har man ligefrem kaldt dommen en gamechanger for hele velfærdsområdet.

Læs også:
Dom er en gamechanger, der stopper kommuner i at regne priser ud på servietter

Diskussionen om kommunernes udregninger af hvad de vil betale for velfærdsydelser, har været diskuteret i mange år og det uagtet hvilket velfærdsområde man taler om.

I 2019 var der eksempelvis en gevaldig debat om kommunernes brug af handicapkonsulenter, der tog rundt til sociale botilbud for at vurdere om prisen for den ydelse, der blev leveret, var den rigtige.

Men spørgsmålet er lidt om dommen overhovedet kan bruges i relation til andre lignende sager, når man ser det i kommunalt perspektiv?

Et samlet krav på over 100 millioner

OPS-Indsigt har spurgt i Kommunernes Landsforening, men her er svaret, at KL har ingen kommentarer til sagen.

Det er interessant for mindst tre af KL`s medlemskommuner har lignende sager i retssystemet, der alle omhandler beregning af frit-valgs-priser. Hertil kommer de to sager som branche- og arbejdsgiverorganisationen KA Pleje allerede har gennemført. I alt vurderes det, at der er rejst krav på godt 100 millioner kroner hos kommuner, der skulle have underbetalt deres leverandører.

Ser man bort fra sagerne i Struer og Brønderslev, der er henholdsvis afsluttet eller potentielt på vej til højesteret, så drejer det sig aktuelt om Holstebro, Haderslev og Herning kommuner. Herudover er OPS-Indsigt bekendt med, at andre kommuner i andre dele af landet har forhandlinger med KA Pleje om præcis den samme udfordring.

Det virker nærmest som om, at KA Pleje har udpeget en række prøvesager inden for området med henblik på at få skabt en retslig præcedens og det burde bekymre i KL.

Kommune: Man kan ikke slutte fra den sag til den anden

De tre jyske sager handler, som i Brønderslevsagen om fastsættelse af frit-valgs-priser.

I Holstebro, hvor KA Pleje ifølge kommunen har rejst et krav på over 60 millioner kroner, er man derfor naturligt nok ved at nærlæse dommen.

”Men når de tre kommuner har beregnet fritvalgstaksterne på forskellig vis, kan man ikke slutte fra den ene sag til den anden,” siger vicekommunaldirektør Claus Brandt i en kommentar til OPS-Indsigt.

Han vil ikke kommentere sagen fra Brønderslev Kommune eller procedere kommunens egen sag i pressen, som han udtrykker det, men bekræfter at Holstebro Kommune har en sag med KA Pleje, hvor man aktuelt er ved at fastlægge syns- og skønstema.

Syn og skøn er et bevis, som siden kan bruges i en retssag og det skal udføres af en fagperson, en såkaldt skønsmand, der med udgangspunkt i en række spørgsmål undersøger og besvarer dem i en syn- og skønserklæring. Her er man altså først i gang med at fastlægge et tema, så der går nok rum tid inden, der kommer en retslig afgørelse.

Borgmester vil have KL inddraget

Problemstillingen med at kommunerne har beregnet fritvalgspriserne på forskellig vis, som Claus Brandt har fat i, er også noget som borgmesteren for Brønderslev Kommune peger i retningen af, da kommunen meddeler ikke at anke Landsrettens dom. Her sagde han bl.a.:

”Vi mener, at takstberegningerne for området er så vanskelige og baseret på skøn, hvilket hele dommen jo også er udtryk for. Der må meget gerne ske forenklinger på området til gavn og glæde for både kommuner og de private firmaer,” siger borgmester Mikael Klitgård.

Han mener, at der mere end rigeligt med bureaukrati på området og har derfor taget kontakt til KL. Angiveligt for at der skal arbejdes i retning af en forenkling.

Læs også:
Brønderslev Kommune anker ikke Landsrettens dom

Forskellighed i beregningerne et gennemgående træk

Hos direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning kommune oplyser Søren Liner Christensen, at KA pleje har stævnet kommunen for ca. 15 millioner kroner, men han ønsker ikke at kommenterer en verserende retssag, ligesom han heller ikke vil kommentere Landsrettens dom mod Brønderslev Kommune.

I Haderslev kommune som er en af de kommuner, vi har fået oplyst, har en sag med KA Pleje, vil man end ikke kommentere om man har en sag med KA Pleje, men bekræfter på en mail, at man er bekendt med Brønderslevsagen, som man har læst med interesse.

Med hvad der mindst lige så interessant, fordi det taler ind i den forskellighed og dermed den kompleksitet, der er på området for beregning af frit-valgs-priser, er følgende skriftlige kommentar fra Haderslev Kommune:

”Vi ser, at der generelt er store forskelle i de forudsætninger, der beregnes efter i landets kommuner. Det gør det vanskeligt umiddelbart at sammenligne sager,” skriver kommunen til OPS-Indsigt.

Et bemærkelsesværdigt og gennemgående træk OPS-Indsigt har iagttaget, når vi har gennemgået eller spurgt ind til de her sager, er begrebet forskellighed i beregningsmetoder og forudsætninger, når kommunerne udregner priser på frit-valgs-området.

OPS-Indsigt har tidligere beskrevet, hvordan erhvervsorganisationerne ønsker området mere transparent. Det betyder med andre ord, at alle parter (kommuner og private aktører) synes, at måden kommunerne har mulighed for at beregne priserne på ældreområdet skal forenkles. I den sammenhæng mangler vi blot en kommentar fra KL, der som sagt ikke har ønsket at udtale sig om sagen.