Privat gigant tilbyder familie og medarbejdere antistoftest

Del artiklen:
I løbet af et år skal deltagerne afgive tre blodprøver. I denne uge testes de første. (Arkivfoto)
I løbet af et år skal deltagerne afgive tre blodprøver. I denne uge testes de første. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk bruger sin enorme personalekapacitet til at går foran med et samfundsprojekt, der skal gøre os klogere på udbredelsen af antistoffer og vise om tidligere smittede bliver immune.

Af NB Medier, [email protected]

I begyndelsen af juni stod vi med to nyudviklede antistoftests, som med meget høj følsomhed kan bestemme, om en person har haft Covid-19-infektion eller ej. 

Testene er udviklet helt fra bunden i et tæt samarbejde mellem Rigshospitalet, Københavns Universitet og Novo Nordisk med støtte fra Carlsbergfondet og Novo Nordisk Fonden. 

Det forventes, at de bliver et væsentligt bidrag til overvågningen af Covid-19-pandemiens smittespredning og af antistofsvaret på individuelt plan og i samfundet generelt, skriver Rigshospitalet i et presseopslag.

Ansatte i Novo Nordisk og søstervirksomheder samt deres ægtefæller og voksne børn kan nu fra denne uge blive testet for, om de har været smittet med coronavirus.

De indbydes til at aflevere en blodprøve, der kan vise, om de har dannet antistoffer og dermed måske er beskyttet mod at blive smittet igen, skriver ritzay.

Forventer at teste op mod 40.000 personer

I løbet af det næste år håber forskerne bag projektet at teste op mod 40.000 personer ni steder i landet, blandt andet i Aalborg, Hjørring, Kalundborg og i hovedstadsområdet.

Det gør undersøgelsen repræsentativ for den del af befolkningen, der er i arbejde, siger Peter Garred, der er professor på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet

”Deltagerne kommer med forskellig baggrund, uddannelse og er bosat forskellige steder i landet. Det vil give os et overblik over, hvordan smittespredningen har været,” siger han. Og fortsætter.

”Da vi samtidig undersøger deres samlevere og voksne børn, får vi viden om, hvordan smittespredningen har været inden for familien,” siger Peter Garred.

Testen skal gentages for at se om tidligere smittede bliver immune

Ud over at blive klogere på udbredelsen af antistoffer skal projektet forsøge at vise, om tidligere smittede bliver immune, og om de i givet fald fortsætter med at være det.

Derfor vil blodprøven blive gentaget om seks måneder og igen om et år.

På Københavns Universitet kender Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi, ikke undersøgelsen. Men han peger på, at de opfølgende blodprøver er afgørende, da de som noget nyt vil kunne vise, hvor længe antistofferne bliver i kroppen.

Det kan give et praj om graden af beskyttelse, hvis der kommer en anden bølge af Covid-19.

”Hidtil har vi i Danmark alene fokuseret på, hvor mange i befolkningen der har været smittede. Men det er også vigtigt at få at vide, hvornår niveauet af antistoffer falder. Om vi taler om måneder eller år,” siger Allan Randrup Thomsen.
De foreløbige erfaringer med at bede den danske befolkning om at blive antistoftestet viser en begrænset interesse. I hvert fald når invitationen kommer fra det offentlige.

Ifølge Steffen Lüders, der vicedirektør i Novo Nordisk Fonden, har foreløbig 2600 medarbejdere i Novo Nordisk koncernen taget imod muligheden.

/shoum/ritzau/