Bestyrelsesformand: Skræmmende, som der peges i ring

Del artiklen:

Læser man om salget af Statens Seruminstituts vaccineproduktion, peges der i ring. Skriver Paul Erik Weidemann, bestyrelsesformand hos OK-Fonden. Han foreslår, at ministre og embedsmænd holdes ansvarlige ligesom som direktører og bestyrelser i private virksomheder.

Af Paul Erik Weidemann, Bestyrelsesformand,

Jeg har brugt tid på at læse og høre en række indlæg omkring salget af Statens Seruminstituts vaccineproduktion, der i forbindelse med covid nu dukker op igen. 

Udenlandske ejere er i færd med at producere vaccine, der kan styrke flokimmuniteten mod covid. 

Det er mig helt og aldeles uforståeligt, at en fabrik der gennem en ekstern analyseproces, til 30 mio. kroner, med produkt, produktionsapparat mv. værdisættes til knapt 300 mio. kroner, og derefter i en politisk aftale afhændes for 15 mio. fulgt af en række særaftaler på huslejerabat mv. Alt i alt skønnes det, at salget har kostet op mod 1,8 mia. 

Skræmmende, som der peges i ring

Skæmmende er det, at rækken af involverede politikere, alle sender bolden om ansvar videre til hinanden, så der peges i ring. Ingen står på mål for handlinger og konsekvenser. 

Jeg ved da, at man som forpligtende underskriver på en salgsaftale, er forpligtet til at kende såvel indhold som konsekvens af det man underskriver på. 

Jeg har tidligere skrevet, at man måske skal revidere lov om ministeransvar, så den bliver nutidig og relevant i forhold til områder som, digitalisering, AI, stamcelleteknologi mv. Ministre og embedsmænd skal holdes ansvarlige på samme vis som direktører og bestyrelse i private virksomheder.

Jeg mener egentlig, at der kan trækkes paralleller mellem denne sag og sagen med skat, der gennem en årrække har været så dårligt fungerende – og ingen stilles til ansvar.

Om Paul Erik Weidemann
Tidligere afdelingsdirektør i Jyske Bank A/S og gennem mange år først direktør for OK-Fonden og nu bestyrelsesformand for OK-Fonden.

OK-Fonden driver blandt andet et Hospice, aa psykiatriske bo.og behandlingssteder og 16 plejecentre, samt 1300 boliger, herunder 29 seniorboligfællesskaber.