Kontrakt med udskældt tolkefirma er ophævet

Del artiklen:
Ærmerne var smøget op under det sidste samråd om tolkefirmaet Easy Translate, nu er hammeren faldet.
Ærmerne var smøget op under det sidste samråd om tolkefirmaet Easy Translate, nu er hammeren faldet. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kontrakten med tolkefirmaet EasyTranslate ophæves med øjeblikkelig virkning for misligeholdelse af aftale.

Af Steen Houmark, [email protected]

Beslutningen er truffet på baggrund af en samlet vurdering af EasyTranslates misligeholdelse af kontrakten. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at politiets tilsyn med firmaet har vist, at der er sket alvorlige brud på databeskyttelsesreglerne.

Kontrakten med tolkefirmaet EasyTranslate ophæves med øjeblikkelig virkning, hvilket ikke er en overraskelse.

Læs også:
Derfor tilbyder tolkefirma at trække sig fra kontrakt med Rigspolitiet

– Vi er blevet rådgivet af Kammeradvokaten til at hæve aftalen med EasyTranslate straks, fordi der er sket grove overtrædelser af reglerne om databeskyttelse, siger koncernstyringsdirektør i Rigspolitiet, Thomas Østrup Møller.

– Det drejer sig blandt andet om, at der er blevet anvendt databehandlere, som vi ikke kendte til i Rigspolitiet. En sådan situation er selvfølgelig helt uacceptabel, og der er ingen anden udvej end at ophæve samarbejdet med vores leverandør, tilføjer han.

Thomas Østrup Møller, forsikrer, at politiet “vil gøre alt, hvad de kan”, for at sikre, at der den kommende tid vil ske tolkning trods ophævelsen af kontrakten.

Spørgsmål: Kommer det til at betyde noget økonomisk for politiet, at man ophæver kontrakten?

– Det regner vi ikke med, men det stiller os selvfølgelig i en vanskelig situation. Det er noget, vi gør rimelig hurtigt, siger han.

Med ophævelsen af aftalen etablerer Rigspolitiet en midlertidig fortegnelse over tolke, som politikredse, domstole og andre myndigheder vil have mulighed for selv at vælge relevante tolke fra.

– Det, der sker nu, er, at de enkelte myndigheder har mulighed for at kontakte de tolke, de kan få fat på, og vi håber da også, når vi får vores liste op at køre, at vi så kan udbyde flere tolke end tidligere.

– Men jeg vil bestemt ikke udelukke, at der vil komme nogle komplikationer på den korte bane, fordi det sker med så kort varsel.

Ifølge Thomas Østrup Møller vil der de kommende dage dog også være nogle tolke fra EasyTranslate til rådighed trods ophævelsen af kontrakten.

– Vi har gjort alt for at sikre os. Vi har selvfølgelig også orienteret de involverede myndigheder om, at det er vigtigt at have fokus på denne her situation.

– Vi regner dog med at fortsætte nogle dage endnu med leverancer fra vores leverandør. Samtidig gør vi alt for at få etableret en tolkefortegnelse, som myndighederne kan trække på.

I forhold til en mulig kontrakt med et nyt tolkefirma i fremtiden vil Rigspolitiet tænke sig godt om, forsikrer Thomas Østrup Møller.

– Hvis vi skal kigge længere ud i fremtiden, skal vi tænke os rigtigt godt om. Det vigtigste mål, vi har, er at hæve kvaliteten af tolkningen, siger han.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har længe været hård i sin kritik af EasyTranslate og krævet kontrakten ophævet.