Private jordemødre gør comeback

Del artiklen:
- Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Jordemødre er trætte af at brænde inde med deres faglighed på produktionsstyrede hospitaler. De forlader i stigende grad det offentlige sundhedsvæsen og udvikler nye tilbud til samfundets B-hold.

Skrevet af Steen Houmark[email protected], OPS Indsigt[email protected]

Flere jordemødre begynder for sig selv eller på mindre private fødeklinikker, men er det et udtryk for at de er træt af det offentlige og en del af den langsomme privatiseringsbølge som synes at skylle hen over velfærdsområdet, eller handler det i virkeligheden om noget andet?

Dorte Bang er en af de jordemødre, der har etableret hendes egen private praksis. Hun har 30 års erfaring indenfor det sundhedsfaglige område. Blandt andet som sundhedsplejerske.

”Jeg har en bred erfaringspalette og kan derfor støtte og vejlede, hele vejen fra graviditet til livet som familie.” Siger Dorte Bang til OPS-Indsigt.

Fremtidens arbejdskraft er til begge dele

Dorte Bang har altså valgt at droppe den faste ansættelse på fuld tid til fordel for jordmodertasken og livet som selvstændig, men Dorte Bang har ikke valgt at skippe det offentlige, hun spiller så at sige på to heste. Hun deler nemlig sit arbejdsliv mellem jobbet på sygehuset og hendes private praksis som jordemoder.

Her kunne man så have et langt indlæg om det problematiske i at semi-private, så at sige, snylter på det offentlige ved kontinuerligt, at holde sig opdaterede på den nyeste viden ved at være deltidsansat i det offentlige.

Man kan også vælge, at se det som et udtryk for den bevægelse vi oplever i disse år, hvor medarbejdernes tilgang til arbejdsmarked er i kraftig forandring. 

Future of work kaldes begrebet. Det er den måde, som vi kommer til at arbejde på i fremtiden. Det handler bl.a. om hvad der sker, når fremtidens gennemsnitsmedarbejder og her er nogle altså, som Dorte Bang, allerede på vej hen.

De gør op med den hidtidige norm om at arbejde på fuld tid et sted og skifter det ud med et ad-hoc-arbejdsliv, hvor arbejdstager piller ikke kun et men flere job-muligheder ned fra hylden, som vikar eller specialist på deltid. 

Det er en virkelighed vi ikke kan komme uden om, men hvad er egentlig baggrunden for at en jordemor som Dorte Bang søger ud i den private sektor?

Frihed til at sætte sin egen faglige standard

”Det at være jordemoder er et fag, hvor du kommer rigtig tæt på dem det drejer sig om, men det er svært i et system, hvor du som fagperson er reduceret til en produktionsenhed.” Siger Dorte Bang

Hun bekræfter altså fortællingen om at jordemødre strømmer ud i den private sektor, fordi de er trætte af at brænde inde med deres faglighed.

”En anden ting er tempoet. Der er for travlt i det offentlige. Når du er dig selv, kan du sætte din egen faglige standard.” Fortæller Dorte Bang.

Det handler altså også om at den gennemsnitlige standardisering på sygehusene ikke altid matcher fagspecialisters behov for at kunne yde mere. Men er der reelt et marked for at jordemødre gør comeback i den private sektor?

Et specialiseret marked i vækst, hvor det offentlige må tåle at den private konkurent er ansat helt inde i maskinrummet

Ifølge Sygeforsikringen Danmark var der i 2018 en stigning på 13 procent i tilskudsbetalingen til fødselsforberedelser, fødselshjælp, ammerådgivning og efterfødselssamtaler, samtidig med at man ifølge Jordemoderforeningen rundede over 100 privat-praktiserende jordemødre.

Så der er et klart marked for private jordemødre, men hvorfor tager Dorte Bang så ikke skridtet fuldt ud og bliver selvstændig på fuld tid?

”At være Jordemoder er en specialistfunktion og ved også at være ansat et sted, hvor der er et specialiseret fagligt miljø sikre jeg mig at jeg til stadighed er opgraderet fagligt og klinisk.” Siger Dorte Bang.

Hun peger altså på vanskeligheden ved, at man som privat Jordemoder kan havde svært ved at fastholde de specialiserede kompetencer, hvis man ikke indgår i faglige miljøer, der understøtter den fortsatte opgradering, men er det ikke lidt at snylte på det offentlige?

”Jeg synes ikke, at jeg udnytter min nuværende arbejdsplads. Jeg lægger jo mine 25 timer og en fin arbejdskraft med 30 års erfaring i bagagen, der bidrager kvalificeret til produktionen inden for den ramme sygehuset nu er.” Siger Dorte Bang.

Hun ser altså ikke noget odiøst i, at hun som selvstændig i princippet er ansat hos konkurrenten, når hun træder ind på det offentlige sygehus.

”Du kan sige, at der er tale om en parallel leverance, for samtidig med at jeg kan fastholde min høje kliniske standard ved at være på sygehuset, så er jeg medarbejderen, der kommer udefra med det drive det nu giver at være selvstændig. På den led levere jeg også mere ind end blot den traditionelle udveksling mellem medarbejder og arbejdsplads.”

Det er ikke kun A-Holdet som benytter sig af private jordemødre

Man skulle så tro at det kun var A-holdet der benytter sig af Dorte Bangs tilbud, men ifølge hende er der tale om blandet skare.

”Det er lige fra dem, du vil betragte som A-holdet til kontanthjælpsmodtagere, der af mange forskellige årsager vælger mig fordi jeg repræsenteret et andet frirum end det de har erfaring med fra det offentlige system.” siger Dorte Bang

Det sidste er interessant, for hvorfor vælger mennesker på kontanthjælp en privat Jordemor, når de nu kan få en gratis?

OPS- indsigt har talt med Lise Hendriksen, der er kontanthjælpsmodtager og som ikke er kunde hos Dorte Bang.

Kontanthjælpsmodtageren  droppede smøgerne og fik råd og ro til at være gravid hos den private jordemor

Lise Hendriksen er fraskilt, mor til tre og valgte en privat Jordemor ved den tredje fødsel.

”Det var altså ikke så dyrt som mange tror. Jeg skulle jo alligevel stoppe med at ryge,” Siger Lise Hendriksen og fortsætter

”Jeg prioriterede det simpelthen fordi, jeg ved graviditet nummer to følte mig bare så overvåget af systemet, jobcenteret og hospitalet, at jeg gik ned med stress og angst.”

Hun fortæller, at den ”nummerering” som hun oplevede, at hospitalet og jobcenteret pressede ned over hende stod i skærende kontrast til den glædelige begivenhed en graviditet og fødsel er, fordi den tid for Lise Hendriksen er det ultimative signal om hendes tro og håb for fremtiden.

”Hos min egen jordemor fik jeg den ro der skulle til, så jeg kunne forberede mig på en helt anden måde. Hun kunne ligesom se livet fra mit perspektiv. På Jobcenteret er du bare et klik på en skærm og på hospitalet er det aldrig den samme – og hvis det er, kan hun kun huske dig som hende, der ikke kan få livet til at hænge sammen.” Siger Lise Hendriksen, da OPS-Indsigt taler med hende

Lise Hendriksen bekræfter altså, at de private Jordemødre ikke kun tiltrækker forældre på A-holds-niveau.

Indberetningspligten er den samme, med de private jordemødre kan reducere overvågningsoplevelsen for udsatte borgere

”Når du som jeg er kontanthjælpsmodtager, så skal du forestille dig, at du ikke har nogen overhud, så det sidste du har brug for, er endnu en, der skanner dig medens de overvejer om de skal foretage en indberetning til de sociale myndigheder. – Det bliver du sku paranoid af.” Siger Lise Hendriksen

Men hænger det så sådan sammen, at man bare kan smutte uden om myndighederne ved at bruge en privat jordemor?

”Jeg har jo en udvidet indberetningspligt, så min klinik er ikke en ”frit-valgs-butik”. Det ved dem der kommer hos mig. Det jeg i sådan en sammenhæng kan byde ind med, er at understøtte dem der fx har lettere angst eller er utrygge ved det traditionelle system.” siger Dorte Bang.

Ifølge ankestyrelsen har fagpersoner som jordemødre en særlig underretningspligt, der går forud for deres tavshedspligt. Der stilles ikke krav til, at Jordemødre har et kendskab til forældrenes forhold. Den skærpede underretningspligt betyder, at de har udvidet pligt til at reagere, alene på baggrund af forhold, der giver formodning om, at et barn kan få behov for særlig støtte.

Så man kan altså ikke gemme sige for myndighederne hos private jordemødre, men man kan få en anden form for service, som ikke kan leveres på eksempelvis et offentligt sygehus

På den led medvirker private jordemødre som Dorte Bang til at forlænge plankerne i vores velfærdssamfund, der hvor det offentlige velfærdssystem ikke rækker, hvad enten man nu tilhørere det såkaldte A eller B-hold. Det kræver naturligvis at borgeren selv betaler, men som Lise Hendriksen fortæller, så var det tilsyneladende ikke dyre end at ryge.