Del artiklen:

Efter mange års stilstand viser nye kommunale regnskabstal for 2018, at samarbejdet med private går tilbage. Det er en udvikling i den helt forkerte retning. Forklare Jakob Scharff branchedirektør i DI

Af branchedirektør Jakob Scharff, DI

Samarbejdet mellem kommunerne og de private virksomheder har fået et tilbageslag. På trods af mange gode eksempler, optimistiske skåltaler og hensigtserklæringer gennem årene er udviklingen i kommunernes samarbejde med private gået den forkerte vej. Nye tal (PLI) fra Danmarks Statistik viser, at andelen af kommunale opgaver, som bliver udført af private i 2018 er gået tilbage med 0,2 pct.-point sammenlignet med året før, og det giver anledning til bekymring hos virksomhederne.

Udviklingen er overraskende. Ikke mindst fordi otte ud af ti kommunalpolitikere mener, at der vil være gevinster ved at øge samarbejdet med private virksomheder. Det er derfor vigtigt, at både embedsmænd og kommunalpolitikere allerede nu får afdækket konkrete muligheder for samarbejde. Det skal forberedes nu, hvis det skal blive en del af budgettet for 2020.

Der er rigeligt med gode erfaringer at lade sig inspirere af. Se bare på Ikast-Brande Kommunes samarbejde med Coor om rengøring, hvor man både får gjort af en professionel operatør og samtidig er lykkedes med at bringe langtidsledige i fast job. Se også på Holstebro Kommune, der har et succesfuldt partnerskabssamarbejde med en lokal virksomhed om park- og vejområdet. Eller Greve Kommune, der har givet borgerne et mere mangfoldigt servicetilbud gennem samarbejde med Forenede Care om plejecentret Langhavegård.

Der er brug for et tættere samarbejde mellem kommuner og private, hvis vi skal gøre den lokale velfærd endnu bedre. Befolkningsudviklingen med flere børn og ældre – og færre til at forsørge dem – presser økonomien i mange kommuner, og der gennemføres flere steder store sparerunder. Derfor undrer det virksomhederne, at kommunerne ikke i større udstrækning gør brug af offentlig-privat samarbede som et redskab til at sikre, at vi borgere får den bedst mulige service for vores skattekroner.

De nye regnskabstal viser med al tydelighed, at mange kommuner både kan og bør sende flere opgaver i udbud. Det kommer ikke af sig selv, men kræver politisk vilje og lederskab. Her kan kommunerne med fordel skele til sidemanden.

For realiteten er desværre stadig i dag, at der er udbudsegnede opgaver til en værdi af mere end 174 mia. kr., hvor kommunerne endnu ikke har undersøgt potentialet for et stærkere samarbejde med de private virksomheder – for at få mest muligt service for skatteydernes penge.

Første skridt for kommunerne må være at kortlægge de gevinster, som man som kommune allerede har opnået, og afdække potentialet for øget offentlig-privat samarbejde. Og hvis man sidder ud i en kommune og tænker, hvordan kommer man dog kommer i gang, så giv gerne et ring til DI –  vi kommer gerne forbi til en kop kaffe og snak om de gode erfaringer og hvordan man kommer i gang.